AF Chresten Boelt Havremarken 7 9490 Pandrup
I deres iver efter at finde besparelser på serviceområdet, for ældre og handikappede borger i Jammerbugt kommune, ser kommunen og kommunalbestyrelsen bort fra servicelovens bestemmelser, vedr. ændring af visiteret hjemmehjælp til ugunst for den enkelte borger.
Jeg vil derfor anbefale, at alle modtagere af brev vedr. ophør af tilvalgstid, klager til kommunen med henvisning til, at man fra kommunens side ikke overholder servicelovens bestemmelser ref. § 83 og § 83a og derfor udbeder sig en begrundet afgørelse fra kommunen, i overensstemmelse med servicelovens bestemmelser desangående.
På samme vis, som anført af Leif Søborg Madsen, Ældre Sagen Pandrup, i lokalavisen 03.09.2019 har min ægtefælle, der er handikappet, ligeledes modtaget et brev fra ”Myndighed – Sundhed og Seniorer”, hvori man uden videre meddeler ophør af tidligere bevilget tilvalgstid.
Der er tale om en tilvalgstid, der er meddelt i et afgørelsesbrev fra kommunen, som resultat af en individuel og konkret behovsvurdering, foretaget af en af kommunens visitatorer.
I medfør af servicelovens § 83 og § 83a kan kommunen ikke ændre den visiterede hjemmehjælp til ugunst for modtageren, uden at der foretages en individuel og konkret vurdering der begrunder ændringen.
Vurdering og begrundelse skal meddeles modtageren i skriftlig form.
Da man som ældre kan have svært ved at forstå kommunens brev, vil jeg opfordre pårørende og venner til, i videst mulig omfang, at bistå de ældre med at forfatte en klage til Kommunen. Er man i tvivl vil man kunne få råd og vejledning hos Ældre Sagen, de er gerne behjælpelige.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at Kommunen i sit opsigelsesbrev, end ikke finder anledning til at overholde sin pligt om, at orientere om mulighed for at klage, hvor man kan klage samt klagefrist. (klagefrist er normalt 4 uger)
Sluttelig skal jeg blot udtrykke, at jeg finder det er trist, at en samlet kommunalbestyrelse, uantastet og i enighed, finder det rimeligt, at kommunens ældre og handikappede skal bidrage til at rette op på forrige års fejlbudgettering/bevidst underbudgettering – men åbenbart en samlet kommunalbestyrelses prioritering af fordeling af udgifter og ingen der taler de svages sag!