LÆSERBREV: DF foreslår vagtlæge-lukninger udskudt

Foto: Facebook
Print Friendly, PDF & Email

AF Erik Høgh-Sørensen, regionsrådsmedlem (DF)

Dansk Folkeparti har officielt foreslået at udskyde vagtlægelukningerne i Region Nordjylland. Udskydelsen skal bruges til at lave en tillægsaftale til den aftale, som et regionsrådsflertal indgik med PLO 28. januar.


DF’s forslag behandles som et åbent punkt på regionsrådets møde 25. februar til forskel fra, da det blev besluttet at lukke fire regionale lægevagter per 1. marts.

Med Dansk Folkepartis forslag får borgere for første gang mulighed for at høre sagens argumenter i selve regionsrådet.Formålet er at lave en tillægsaftale med fokus på “borgernær sundhed” og hjælpe de borgere, som rammes negativt af lægevagts-lukninger i Skagen, Brønderslev, Brovst og Farsø.

Forslaget kan ses neden for:

Beslutning – Forslag fra Dansk Folkeparti om tillægsaftale vedr. vagtlæger:
For at sikre tryghed og nærhed i nordjysk sundhed foreslås det at udskyde PLO-vagtlægeaftalens ikrafttræden indtil efter regionsrådsmødet 23. juni 2020.

I den mellemliggende periode undersøges det i samarbejde med PLO, hvordan en robust tillægsaftale kan forbedre situationen for borgere i Farsø, Brovst, Skagen og Brønderslev, herunder evt. opgaveglidning fra læger til sygeplejersker.

Baggrund:
Dette forslag har til hensigt at bevare Region Nordjyllands strategiske mål om borgernær sundhed uanset postnummer.

Der findes fortilfælde, idet lægevagtsaftalen af 2007 mellem PLO og Region Nordjylland fik en tillægsaftale vedr. Brovst med ikrafttræden 1. april 2009.

En udskydelse rummer endvidere den fordel, at regionens Akut- og Praksisudvalg reelt får tid til at inddrage borgerne og arbejde på at finde innovative løsninger.
Forslagsstillerne noterer sig, at begge parter har mulighed for aftaleopsigelse, både jf. §10 i Lægevagtsaftale af 2007 og jf. den seneste aftale af 7. januar 2020, afsnittene 8 og 9.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn