Lad os løse problemerne – ikke skabe ny utryghed

Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Så kom regeringens sundhedsudspil endelig. Tak for det. Det er på tide, at der tages fat på de store problemer med lægemangel, stress og jag for sundhedspersonalet og overbelægning og patienter på gangene. Men…
.
Af Rasmus Prehn, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet valgt i Nordjylland 

Det er godt, der tages fat på problemerne. Men det undrer mig, at regeringen, frem for blot at løse problemerne et ad gangen, nu kaster næsten alt op i luften og skaber en masse ny uvished og utryghed for patienter og ansatte. 

Bliver vi danskere sundere af at få en ny struktur? Kommer der flere læger af at afskaffe det regionale demokrati? Nej vel. 

Derfor er stort set alle eksperter også ude for at tage afstand fra Løkke og regeringens nye struktur-cirkus. 

Formanden for lægeforeningen, Andreas Rudkøbing, siger blandt andet om Løkkes politik: ”…en omfattende reform, der i en årrække kan fjerne fokus fra konkrete problemer som overbelægning, underfinansiering og en psykiatri, der skal styrkes.” mens professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd siger: ”Man flytter på magten, men giver ikke flere læger.” Kort fortalt er dommen fra landets eksperter: Endnu mere snak, meget lidt handling. 

Jeg synes vore patienter fortjener langt bedre. Lad os nu løse problemerne med læge- og anden personalemangel i sundhedssektoren. 

Lad os skabe tryghed og nærhed for patienterne. Det giver ingen mening, at regeringen starter med et utryghedsskabende struktur-cirkus.