Af Peter Thellufsen Pedersen, Kommunalbestyrelsesmedlem i Jammerbugt for Liberal Alliance
Klasseloft på 24 elever i hele Jammerbugt Kommune – det fik vi med i budgettet
Liberal Alliance er med i budgetaftalen for 2027 i Jammerbugt Kommune. Det er vi, fordi det lykkedes os at få en af vores vigtigste prioriteringer med: Et klasseloft på 24 elever i kommunens folkeskoler.
Vi gik ind i budgetforhandlingerne med et ønske om skattelettelser. Det måtte vi hurtigt erkende ikke var muligt at få opbakning til. Derfor måtte vi sadle om og gå efter vores næst vigtigste prioritet: Når borgerne afleverer en stor del af deres indkomst til kommunen, skal pengene bruges på den kernevelfærd, de faktisk kan mærke.
Derfor gik Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti ind i forhandlingerne med et fælles mål om et klasseloft på 24 elever i alle folkeskoler i Jammerbugt Kommune.
Det lykkedes.
Aftalen betyder, at der i første omgang afsættes 5 mio. kr. årligt til de mindre klasser. Over de kommende år bliver ordningen rullet ud til alle klasser – også de store – og ender med en årlig tilførsel på 9,7 mio. kr. til folkeskolerne, øremærket til at sikre, at klasserne ikke bliver for store.
Det er en sag, der har været meget vigtig for mig personligt. Jeg har set, hvor voldsom en forskel det kan gøre, når elever i 3. og 4. klasse bliver lagt sammen, så man pludselig står med 28 elever i hver klasse.
Det er mange børn at samle i ét klasselokale. Det gør ikke hverdagen lettere for eleverne, lærerne eller forældrene. Og det er svært at se, hvordan vi samtidig kan forvente ro, trivsel og god undervisning.
Det ændrer vi nu på.
Vi fik ikke alt det, vi gik ind til forhandlingerne med. Sådan er det i politik, når flere partier skal finde et kompromis. Vi har også måttet acceptere ting i budgettet, som Liberal Alliance ikke selv ville have prioriteret.
Men samlet set synes jeg, vi har landet en rigtig god aftale.
For hvis vi skal opkræve nogle af verdens højeste skatter, skal borgerne også kunne mærke, at pengene bliver brugt fornuftigt. De skal ikke forsvinde i alle mulige mærkelige puljer og tilskud, som efterfølgende bliver ædt op af administration og bureaukrati.
Pengene skal ud, hvor de gør en forskel.
Her gør de en forskel.
Flere lærere. Færre elever i klasserne. Bedre rammer for vores folkeskole.
Jeg vil gerne sige en stor tak til Det Konservative Folkeparti for et rigtig godt samarbejde både før, under og efter forhandlingerne. Vi gik ind med et fælles mål, og vi stod sammen om det, indtil vi havde resultatet.
Også en stor tak til borgmester Christian Hem for at ville have Liberal Alliance med ved forhandlingsbordet – også når han mødte modstand fra de øvrige partier. Det betyder noget, når man er villig til at samle forskellige politiske synspunkter og finde løsninger på tværs.
Da jeg stillede op til kommunalvalget, lovede jeg at kæmpe for kernevelfærden og for en mere fornuftig prioritering af borgernes penge.
Vi fik ikke skattelettelsen denne gang.
Men vi fik noget andet, som jeg mener er vigtigt: Vi sikrer mindre klasser og flere ressourcer til folkeskolen.
Det er jeg faktisk ret stolt af.







