Kom og pust – og brems farlig lungesygdom i Brovst

Frivillighuset Jammerbugt
Frivillighuset Jammerbugt Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Kom og pust – og brems farlig lungesygdom i Brovst

Lungeforeningen sætter i år fokus på, at 2 ud af 3 danskere overser symptomer på lungesygdom. Det sker ved den nationale lungedag onsdag den 15. november. På dagen vil der være en række arrangementer i hele landet, hvor man fx kan få målt sin lungefunktion, få styr på inhalationsteknik samt rygestopvejledning blandt andet i Brovst. 


Hvis din bil hostede, hev efter vejret eller havde en hvæsende lyd, så ville du gøre noget ved det og få den på værksted. På tilsvarende vis, skal dine lunger til tjek hos lægen, når du over længere tid hoster, hiver efter vejret eller har en hvæsende vejrtrækning. Det er budskabet i Lungeforeningens kampagne Hiv, Host, Hvæs, som i øjeblikket ruller på de sociale medier og sætter fokus på symptomerne på lungesygdom.

2 ud af 3 af de danskere, der har symptomer på lungesygdomme, reagerer ikke på dem. De går ikke til lægen og undskylder symptomer med, at de er blevet ældre eller er kommet i dårlig form, og det er rigtigt uheldigt.

”At vores lunger har det godt, er afgørende for vores livskvalitet. Derfor er det vigtigt at finde mennesker med en lungesygdom så tidligt som muligt. Mange mennesker lider af lungesygdom, uden at være klar over det, da symptomer ofte kan være milde og forveksles med fx at være i dårlig form. Lungedagen er dedikeret til at finde danskere med lungesygdomme tidligere, så flest mulige kan komme i gang med behandling i tide.”
Siger Ann Leistiko, direktør i Lungeforeningen.  

Lungedagen finder sted hvert år, hvor Lungeforeningen i samarbejde med sundhedsprofessionelle over hele landet bl.a. tilbyder lungetjek til danskerne.

Vi opfordrer alle i Brovst og det omkringliggende område til at deltage i Lungedagen. I Brovst kan man onsdag den 15. november fra klokken 09.00-17.00 få tjekket lungefunktion i Frivillighuset, Stationsvej 2, 9460 Brovst. Herudover kan man også få vejledning i rygestop, kost og motion samt tjek af inhalationsteknik.

Du kan lave en hurtig test af om du har symptomer på lungesygdom på kampagnens hjemmeside: www.pustnu.dk. På Lungeforeningens hjemmeside kan du se, hvor du kan få målt din lungefunktion: www.lunge.dk/lungedag  

Fakta om KOL
KOL er en forkortelse for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Det er en sygdom, hvor luftvejene forsnævres, og lungevævet bliver nedbrudt efterhånden, som sygdommen forværres.

Både mænd og kvinder rammes af KOL. I Danmark anslås det at ca. 400.000 har KOL, men ca. halvdelen ved det ikke. KOL er én af de hyppigste dødsårsager i Danmark, og i gennemsnit dør ni mennesker på grund af KOL hver dag.

KOL kan ikke helbredes, når man først har sygdommen. Men man kan mindske mange af sygdommens symptomer og følger ved at holde op med at ryge, være fysisk aktiv og tage inhalationsmedicin. Jo før man opdager KOL og bremser faldet i lungefunktion, jo bedre. Tabt lungefunktion kan nemlig ikke genvindes.

www.sundhed.dk kan man finde generelle informationer om sygdommen, dens symptomer, behandlingsformer og forebyggelse. 

Fakta om lungesygdomme
Omkring 700.000 danskere lever med en lungesygdom i Danmark, men alt for mange ved det ikke. De to hyppigste lungesygdomme i Danmark er astma og KOL.

Der findes også en lang række mere sjældne lungesygdomme som lungefibrose, Alfa-1 antitrypsin mangel og bronkiektasier. Udfordringen ved kroniske lungesygdomme er, at symptomerne kan virke harmløse eller bortforklares med dårlig form eller alder.  Få mere viden om lungesygdomme på www.lunge.dk og www.sundhed.dk.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn