ForsideJammerbugtKjeld Hedegård Nielsen: Svar til V, S, DF OG SF i Jammerbugt

Kjeld Hedegård Nielsen: Svar til V, S, DF OG SF i Jammerbugt

Af Kjeld Hedegård Nielsen, medlem af kommunalbestyrelsen (DD) i Jammerbugt Kommune

Svar til V, S, DF OG SF i Jammerbugt

Jeg er meget enig med borgmester Mogens Gade og hans støtter i, at medarbejderne i Jammerbugt Kommune er såvel byrådets som de øvrige borgeres vigtigste ressource, når det gælder om at skabe grundlaget for en borgernær velfærd, der er en moderne kommune værdig – det gælder ikke mindst på ældreområdet. Det er netop den holdning, undertegnede og Danmarksdemokraterne er styret af, når vi ikke stiller os tilfredse med en tillægsbevilling, der kun bevarer status quo. De stærke tilkendegivelser fra de ansatte på området er jo et tydeligt signal om, at det pågældende område har behov for et løft og generelt et gennemgribende serviceeftersyn. Det er nødvendigt både af hensyn til medarbejdernes arbejdsmiljø og til de borgere, der er dybt afhængige af et velfærdssystem, der fungerer optimalt.

LÆS OGSÅ: SF, DF, V og S: Vejen frem er dialog og tillid!

Så kære borgmester med flere: Jeg har ikke glemt tillægsbevillingen på de 4 millioner. De skal bruges til at opretholde det nuværende niveau, men vi mener, at der er et klart behov for et løft. Derfor har vi foreslået at tilføre området yderligere midler. Jeg kan undre mig over, at den røde side af byrådssalen og Venstre er så sammenspiste også i denne sammenhæng, men det må vælgerne jo give deres vurdering af om et års tid.

Borgmesterens og hans støtters lidt bedrevidende og nedladende måde at reagere på over for mig tager jeg dog stille og roligt, da det i mine – og, er jeg overbevist om, også i mange andres – øjne taler et tydeligt sprog om en borgmester, der har siddet længe nok. Hans beslutning om ikke at genopstille som borgmester er derfor både klog og fornuftig, mens hans beslutning om igen at stille op til byrådet som skyggeborgmester derimod er mere problematisk ud fra et demokratisk synspunkt. Det er smart, men også gennemskueligt, at dække sig under både S, SF og DF.

Min og mit partis vilje til at samarbejde er ikke desto mindre stor, og vores forslag er stillet som en konstruktiv og – i vores øjne – nødvendig manøvre for at løse et alvorligt problem. Det er i denne ånd og med det ene mål at handle politisk og etisk forsvarligt, vi har taget initiativet. At der er politisk uenighed om, hvad der er behov for i den aktuelle situation, er ikke et udtryk for hverken populisme eller andet ”slemt”, men derimod et udtryk for, at der er liv i den demokratiske debat – også selv om et flertal har taget patent på de “rigtige løsninger”.

Man fristes næsten til at bruge deres egne ord: Det er selvfølgelig også en måde at drive politik på (!).

LÆS OGSÅ: Kjeld Hedegård Nielsen: Lad os genskabe tillid og respekt i hjemmeplejen

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER