Kandidater fra hele Danmark er med i opløbet om at vinde Landdistriktsprisen 2019

Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Lokale ildsjæle, foreninger, en bæredygtig virksomhed og sågar en inspirerende landsby er alle sammen at finde i feltet af kandidater, der er indstillet til Landdistriktsprisen 2019.

I alt er der indstillet 39 kandidater fra hele landet til prisen, som erhvervsminister Simon Kollerup kårer vinderen af på årets Landdistriktskonference den 28. oktober 2019. Kandidaterne har alle gjort noget helt særligt for at løfte deres lokalsamfund og fortjener på hver deres måde anerkendelse for deres indsats.

Erhvervsminister Simon Kollerup:

”Jeg er glad for, at der er så mange mennesker på tværs af landet, der har brugt tid og kræfter på at sætte sig til tasterne og sende så gode indstillinger til Landdistriktsprisen. Det vidner om, at der er rigtig mange, der hver dag knokler for at bevare og udvikle deres lokalsamfund. Derfor er det også vigtigt, at vi tager os tid til at hylde de lokale ildsjæle og fællesskaber. Jeg glæder mig derfor rigtig meget til at kunne afsløre de fem finalister og kåre vinderen senere på måneden.”

Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen træder nu sammen for at nominere finalisterne til Landdistriktsprisen. Mere præcist de fem finalister, som i helt særlig grad har medvirket til at skabe en positiv effekt for deres lokalsamfund til inspiration for andre. Navnene på disse finalister forventes offentliggjort i uge 43.

Vinderen af Landdistriktsprisen 2019 kåres på Landdistriktskonferencen, der afholdes den 28. oktober 2019 på Vingsted Hotel og Konferencecenter i Bredsten. Konferencen er gratis og åben for alle interesserede. Tilmeldingsfristen er 14. oktober 2019.