Jammerbugt Ligaen – 6. runde: Tre udesejre og en solid hjemmesejr

Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Biersted IF – Jetsmark IF: 8-0

Efter det uafgjorte resultat i topopgøret ude mod Fjerritslev IF, har Biersted IF atter fået fintunet og indstillet målmaskinen. Og det kommer der mål på stribevis ud af i hjemmekampen, hvor rækkens førerhold endnu engang kunne notere sig en stor sejr. Denne gang 8-0 over Jetsmark IF.

Jetsmark IF tabte dermed for femte gang i træk og befinder sig nu under nedrykningsstregen og kan til dato kun notere sig for en enkelt sejr, som kom i det målrige opgør ude mod Gjøl B. allerede i første runde. 


Moseby Boldklub – Trekroner IF 98: 0-2

Efter den gode kamp hjemme mod Hune og tre dejlige point på kontoen, lugtede hjemmeholdet for alvor flere point i udsigt. Men hjemmeholdet måtte – og ikke som de første i Jammerbugt Ligaen – sande, at Trekroner IF 98 er en vanskelig modstander at være oppe mod og tabte således 2-0 på eget græs.

Trekroner IF 98 fortsatte de gode takter og byder sig godt til i toppen med en ekstra kamp i hånden. Gæsterne spiller netop det spil, som gør dem vanskelige at spille mod og nærmest er blevet et varemærke. Det bliver – som cheftræneren selv har udtrykt det – ikke til 100 mål i sæsonen, men de to mål i Moseby var nok til en sejr, og dermed er holdet fortsat med i toppen.

Gjøl B. – Fjerritslev IF: 2-4

Gjøl B. har før været involveret i målrige affærer på eget græs, og kampen mod Fjerritslev IF blev ingen undtagelse. Desværre hjalp hjemmeholdets to scoringer kun til at begrænse nederlaget, idet holdet tabte 4-2 til Fjerritslev IF. Gjøl B. indtager derfor nu en placering i den nederste del af tabellen.

Ukuelige Fjerritslev IF holder sit momentum og fortsætter stilen. Denne gang med fire scoringer, og med sejren er holdet – sammen med Biersted IF – fortsat eneste ubesejrede hold i Jammerbugt Ligaen. Samtidig er holdet på en aktuel 2. plads en alvorlig bejler til Biersted IF.

Hune Boldklub – Skovsgaard Boldklub: 0-3

Efter det fine resultat på udebane mod Jetsmark IF, hvor Hune Boldklub for alvor fik gang i målscoringen, opstod der atter akut måltørke. Holdet formåede nemlig ikke at score i hjemmekampen mod Skovsgaard Boldklub og måtte indkassere et nederlag på 3-0. Dermed glider holdet længere ned i pokalen.

Skovsgaard Boldklub har derimod fundet rytme og flow, for i hvert fald noterer holdet sig med sejren i Hune for sin anden udesejr i træk og uden endda at lukke mål ind. Med sejren kravler holdet yderligere op i tabellen og passerer netop Hune Boldklub.