I en åben kamp rig på chancer spillede Jammerbugt FC sig tirsdag aften hjemme på Sparekassen Vendsyssel Arena videre til 3. runde af Sydbank Pokalen med en 2-1 sejr over Middelfart. Det var den ottende sejr på stribe i denne sæson.
Cheftræner, Bo Zinck, havde foretaget hele otte ændringer i startopstillingen i forhold til weekendens divisionssejr over Thisted FC. Trods den store udskiftning stod Jammerbugt FC distancen mod et stærkt Middelfart mandskab, og det endda efter at være kommet bagud.
Hjemmeholdet leverede således endnu et flot comeback, som understregede den mentale styrke, holdet besidder, og samtidig beviste, at truppen er både bred og stærk.
Den indledende fase af kampen bød på chancer i begge ender. Den største opstod midtvejs i 1. halvleg og tilfaldt Jammerbugt FC. Fri foran gæsternes mål og nærmest inde på målstregen måtte Lasse Storvang se gæsternes målmand kaste sig over bolden i absolut sidste sekund, inden den passerede målstregen.
Også Max Møller, Viktor Ahlmann og Essam Salamoun havde chancer efter fine Jammerbugt FC gennembrud.
Men det var gæsterne, som først fandt vej til netmaskerne. Middelfart spillede sig igennem i højre side, hvor et indlæg blev blokeret og lidt tilfældigt fandt vej til en fri fynbo foran mål.
Gæsternes føring holdt til pausen, men ikke kampen ud. Efter ca. en times spil lod midtbanemanden Mathias Mortensen bolden hoppe en enkelt gang i feltet, inden han med et perfekt træf bragede den i nettaget til 1-1.
Jammerbugt FC jagtede det afgørende mål. Det samme gjorde Middelfart, og det blev da heller ikke til forlænget spilletid, selvom det var tæt på.
Jammerbugt FC havde nærmet sig scoring nummer to et par gange. Blandt andet havde indskiftede Sead Gavranovic været tæt på at heade et flot Ahlmann indlæg i mål.
Men det var en anden indskiftning, som stod for det forløsende mål. Et par meter uden for feltet sendte Bardhec Bytyqi et fladt hug afsted i det våde græs. Med fart og præcision sjuttede bolden ind tæt ved den ene stolpe. Her var der blot to minutter tilbage på stadionuret.
Et forløsende jubelbrøl lød, og måske et lille lettelsens suk også. Jammerbugt FC havde i de sidste sekunder undgået forlænget spilletid, men mere vigtigt, så havde holdet spillet sig videre til næste runde af pokalturneringen, hvor nye eventyr nu venter.
Det var den ottende sejr af otte mulige denne sæson. Momentum skal nu holdes den kommende lørdag, hvor 2. division kalder igen og turen går til VSK Århus.
Jammerbugt FC – Middelfart Boldklub: 2-1 (0-1)
25’ 0-1 Frederik Høgh, Middelfart Boldklub
69’ 1-1 Mathias Mortensen, Jammerbugt FC
88’ 2-1 Bardhec Bytyqi, Jammerbugt FC
Jammerbugt FC: Kasper V. Jensen – Michael Stokbro, Simon Jensen, Emil A. Nielsen, Mads Larsen (Nikolaj Lyngø) – Max Møller (Emil From), Mathias Mortensen, Martin Rom Nielsen (Anders R. Jensen), Essam Salamoun (Bardhec Bytyqi) – Viktor Ahlmann, Lasse Storvang (Sead Gavranovic). Ikke benyttet: Nicklas C. Nielsen.