ForsidePandrupJammerbugt FC sender keeper, Emil Kobberup til et højere niveau

Jammerbugt FC sender keeper, Emil Kobberup til et højere niveau

Jammerbugt FC keeper, Emil Kobberup, griber chancen for fodbold på fuld tid med et sommerskifte til Vendsyssel FF. Dermed bliver han den næste i rækken af Jammerbugt FC spillere, som stempler ind på et højere niveau.

Tidligere på foråret kunne klubben meddele samme destination for midtbanespiller Zander Hyltoft. Ligesom Zander skifter Emil efter afslutningen på forårssæsonen.


– Først og fremmest er det for os som klub en god fornemmelse at have udviklet en målmand til en top 18 klub i Danmark. Vi ved, vi sender Emil videre til en god klub, hvor han forhåbentlig kan fortsætte sin udvikling, fortæller Jammerbugt FC cheftræner, Bo Zinck, der samtidig er bevidst om det tab, der følger med målmandens skridt op i rækkerne. 

– Emil har været igennem en rigtig god udvikling hos os og fortjener stor ros, sammen med vores målmandstræner Povl. Sammen har de leveret et godt stykke arbejde. Derfor er vi selvfølgelig også ærgerlige over at miste Emil, som er en vigtig person udenfor banen også. Emil er en fantastisk fyr og en dygtig målmand, som også har været med til at skubbe positivt til træningen. Derfor er det selvfølgelig også et tab for os nu og her, men det må vi løse. Det er jo netop dette udviklingsarbejde, vi gerne vil prioritere som klub. Derfor glæder vi også over, at der endnu engang er vist respekt og anerkendelse for vores talentudvikling, fortæller Bo Zinck.

Emil Kobberup genkender cheftrænerens beskrivelse af det gode udviklingsmiljø og glæder sig over den udvikling han og klubben sammen har været igennem over de seneste år.

– Jeg har haft en super tid i Jammerbugt FC, både på og udenfor banen. Jeg har kunnet spille kontinuerligt og det har bidraget til, at jeg har udviklet mig meget. Det har været en fornøjelse at møde ind til træning hver gang. Det er en super gruppe af spillere, som altid sørger for tænding til træningerne og godt humør efterfølgende i omklædningsrummet. Derudover synes jeg, at klubben har taget store skridt, siden jeg ankom i sin tid. Så stor cadeau til hele klubben, lige fra teamet omkring førsteholdet til ungdomstrænerne og de frivillige i klubben, som altid sørger for, at tingene spiller, understreger den altid venlige og imødekommende keeper, der nu er klar til at tage skridtet op på næste niveau i fodboldkarrieren.

– Jeg følte, at tidspunktet var det rette. Jeg har fået rigtig meget med i bagagen fra Jammerbugt FC og håber nu at kunne gøre mig gældende i forhold til spilletid i Vendsyssel FF, siger Emil.

Hvad det angår spår Jammerbugt FC cheftræneren sin målmand gode chancer, hvis den gode udvikling fortsætter. Nu og her handler det dog om at holde buret rent for de blåblusede i de næste fem kampe.

– Jeg tror og håber på Emil fortsætter sin gode udvikling i Vendsyssel FF og vi ønsker ham alt mulig held og lykke. Men nu skal vi i første omgang holde fokus på resten af foråret og sørge for vi og Emil får sluttet godt af på alle parametre.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER