Anvendelsesmulighederne for arealet beliggende på Aalborgvej mellem Hune og Blokhus har været i udbud i to måneder hen over sommeren. Der var lagt op til en mulig anvendelse af arealet til campinghytter, autocampere og elladestandere.
Efter endt udbud er der ikke indkommet bud på arealet, og derfor har kommunalbestyrelsen besluttet ikke at arbejde videre med at ændre arealets anvendelsesmuligheder.
Baggrunden for at udbyde arealet stammer fra høringsfasen af Kommuneplanen 2021, hvor der i høringsperioden blandt andet kom forslaget om nye anvendelsesmuligheder for det omtalte areal. Dette er nu sket hen over foråret og sommeren 2022, dog uden ændret resultat.
Fem andre forslag fra høringsfasen sidste år, er eller skal ligeledes under behandling. De er: Retningslinjer for store sommerhuse, udvidelse af rammeområdet for boliger øst for Østre Hovensvej, udlægning af arealer ved Bakmøllevej til byudvikling, udvidelse af Aabybro IF’s baneanlæg og temarevision af solceller og vindmøller.