Hoppede ud af hamsterhjulet og fandt balancen i Ingstrup
Familien Abildgaard har fundet deres drøm om et familieliv i balance i den lille by Ingstrup. Her har de opdaget roen i et trygt lokalsamfund, en skole med hjertet på rette sted og en natur, der inviterer til nærvær og oplevelser.
En drøm om frihed og fællesskab
For Simone (33) og Christian (36) handlede flytningen om at skabe en hverdag med mere tid og fleksibilitet til familien. Begge er opvokset i turistbyer, hhv. Løkken og Skagen, og ønskede at bo tæt på både natur og aktiviteterne i en lidt større by – men stadig kunne trække sig tilbage til roen.
”Vi ville gerne lidt ud på landet, tæt på naturen og væk fra hamsterhjulet,” fortæller Simone. ”Det handlede om at nulstille og finde en hverdag, hvor vi har mere tid sammen som familie,” tilføjer Christian.
Efter en grundig boligjagt på begge sider af Limfjorden faldt valget på Ingstrup. Og her fandt de mere end et hjem – de fandt en hel livsstil.
Skolen, der gjorde forskellen
En vigtig faktor for flytningen var mødet med skolelederen og børnehavelederen på Ingstrup Trivselsskole og Trivselsbørnehaven.
”Vi var bare helt solgt,” fortæller Simone. ”Skolen føltes hjemlig og rummelig – alle kender alle, og der er plads til at være den, man er.”
Deres ældste søn, Sander på 7 år, har fået en fantastisk start. ”Han var lidt mere usynlig før, men her er han blomstret op. Han har fået nye venner og trives virkelig,” siger Simone med et smil.
Velkommen med åbne arme
Familien blev taget godt imod i det lille lokalsamfund, allerede før de officielt flyttede ind. Sander blev inviteret til fødselsdag i sin nye klasse, og under den årlige Ingstrup Sportsuge i juni blev hele familien en del af fællesskabet.
”Vi mødte formanden for idrætsforeningen, som tog imod os med åbne arme. Sådan er det bare her – alle hjælper og byder velkommen,” fortæller Christian.
I dag er Simone med i børnehavens bestyrelse og spiller fodbold for første gang i sit liv, mens Christian deltager i padeltennis én gang om ugen. Samtidig nyder børnene et væld af aktiviteter som fodbold, musik og Krea-kirke. Alle aktiviteterne foregår i Ingstrup, dog bortset fra familiesvømning om fredagen i Løkken. En aktivitet, der er blevet et højdepunkt for både dem og mange andre familier fra Ingstrup.
Naturen som legeplads
Ingstrup ligger omgivet af en kuperet natur, der indbyder til leg og afslapning. Familien bruger ofte stranden, der kun ligger to kilometer væk.
”Vi tager cyklerne eller autocamperen og leger i sandet. Nogle gange tager Calvin og jeg en lur i camperen til lyden af bølgerne – det er bare så afslappende,” siger Christian.
Den nye autocamper har også åbnet op for eventyr længere væk, og til sommer planlægger familien at tage sydpå og se, hvor vejene fører dem.
Et liv med færre bekymringer
Økonomisk frihed er en anden fordel ved livet i Ingstrup. Det billigere hus har givet plads i budgettet til oplevelser og drømme.
”Selvom byen ikke har butikker, har vi aldrig savnet det. Vi handler rigtig meget lokalt på mejeriet og i gårdbutikken – og så har vi vores egen kartoffelrække hos en lokal landmand,” fortæller Christian. Resten af indkøbene foretages på vej hjem fra arbejde i enten Pandrup eller Saltum.
For familien Abildgaard har flytningen til Ingstrup været et skridt mod en hverdag med mere tid, fællesskab og balance.
”Vi har længe drømt om at komme ud af hamsterhjulet, og her fandt vi pladsen til det. Det føles bare helt rigtigt,” slutter Christian
Stemningsbilleder:
Om familien Abildgaard
Familien Abildgaard består af Simone og Christian samt deres tre fælles drenge: : Sander (7 år), som går på Ingstrup Trivselsskole , Severin (4 år) i Ingstrup trivselsbørnehave og Calvin (2 år) som bliver hjemmepasset. Derudover har Christian to drenge fra et tidligere ægteskab, Oliver (16 år) og Oscar (12 år).
Simone har en baggrund i Forsvaret, men er nu i gang med at læse til kropsterapeut og planlægger at starte sin egen praksis i hjemmet i Ingstrup, når hun er færdiguddannet til august. Christian har været i Forsvaret siden 2008. Han afsluttede for nylig en kandidatgrad i Organisation, strategi og ledelse ved Aalborg Universitet, og er nu ansat som sagsbehandler på kasernen i Nørresundby.
Parret mødte hinanden for ni år siden gennem fælles venner fra Forsvaret. Simone, der er født på Frederiksberg og opvokset i Løkken fra femårsalderen, flyttede til Aalborg som ung og boede der, indtil hun mødte Christian. Christian tilbragte sin barndom i Skagen, hvor han boede, fra han var fem år, inden han senere flyttede til Hjallerup. Parret har boet sammen i Hjallerup fra 2016, indtil de flyttede til Ingstrup i sommers.