Historisk rekordår for turismen i Jammerbugten! Nye tal fra 2022 viser at flest turister valgte at overnatte i Jammerbugt Kommune

Anna Østerhof
Erhvervs- og Turistchef Anna Tjallien Oosterhof
Print Friendly, PDF & Email

Historisk rekordår for turismen i Jammerbugten! Nye tal fra 2022 viser at flest turister valgte at overnatte i Jammerbugt Kommune.

Jammerbugt Kommune har en solid førerposition, og helt friske overnatningstal for hoteller, feriecentre og campingpladser m.fl. viser, at Jammerbugten igen er landsdelens absolut største turistkommune målt på overnatninger. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Antallet af overnatninger for 2022, er på 1.851.140. Når der sammenlignes med rekordåret 2019 med 1.728.237 overnatninger, er der tale om en fremgang på godt 7 procent. Væksten er båret af dels tyskerne der er vendt tilbage efter et par år med Corona og ikke mindst de danske turister der i høj grad har valgt at blive ved med at holde ferie i Jammerbugt Kommune.

”Jeg er glad for, at turisterne bliver ved med at besøge os i Jammerbugten hele året rundt, det viser at vi har de rigtige varer på hylderne for ferie og oplevelser for hele familien og dagsturister. Turismen er et vigtigt erhverv for vores kommune, da det er med til at holde hjulene i gang på de mange arbejdspladser der er direkte afhængige af væksten i den lokale turisme. Jeg er stolte over at vores erhvervsliv igen har formået at skabe et så flot resultat, som slår fast, at vi fastholder vores position som den største overnatningskommune i Nordjylland”, fortæller Borgmester Mogens Christen Gade, som også er formand for Vestkystpartnerskabet. Et strategisk samarbejde mellem 10 kommuner langs den jyske vestkyst.

Den positive udvikling som vi har set de sidste mange år forventes at fortsætte, og der arbejdes for flere midler til markedsføring i Tyskland – for at fastholde en stærk position internationalt, hvilket er afgørende for at vinde kampen om turisterne til fordel for Jammerbugten. Målet er, at afsætte et fast årligt beløb til markedsføring af den jyske Vestkyst på den kommende finanslov, i og med turismen i den grad bidrager til den lokale jobskabelse.

”Det går rigtigt godt. Den positive udvikling i turismen er fantastisk godt for væksten og beskæftigelsen i hele Jammerbugten. Vi har stor fokus på at hjælpe vores mange turismevirksomheder, og kan se der hele tiden er driftige folk der starter virksomhed i Jammerbugten, det gælder både små og store investeringer i vores lokalområde. Det gør, at der er nye oplevelser og nye spændende restauranter for vores mange gæster og det er med til at fastholde både vores eksisterende gæster og trække nye til. Dertil kommer, at vores store eventindsats er med til, at mange vælger Jammerbugten til for de mange aktiviteter der er hele året rundt, siger Anna Oosterhof, der er chef for erhverv og turisme i Jammerbugt Kommune.

1 KOMMENTAR

  1. Som erhvervsdrivende, mangeårigt medlem af Venstre og sommerhusejer i Jammerbugt er jeg meget bekymret over kommunens strategi. Hvis borgmesteren mener, at det går så fantastisk med beskæftigelse og økonomi i Jammerbugt Kommune, hvorfor er der så konstant store huller i kommunen budget? Sandheden er, at I har satset på en forkert masseturisme, hvor der er et meget lavt dækningsbidrag per overnattende gæst. I jeres iver efter flere turister tillader I store og dominerende byggerier på små grunde med fjernelse af klitten og opførelse af betonstøttemure. Det skal sikkert nok få turisterne til at synes godt om vores fantastiske område. Bygherrer og sommerhusejere er ofte ikke bosiddende i Jammerbugt Kommune (som borgmesteren tillader sig at omtale som ”gæster”), hvorfor deres personskatter (herunder overskud ved udlejning) heller ikke kommer i Jammerbugt Kommunes slunkne kasse. Naturen plastres til med voldsomme sommerhusbyggerier, opførelse af subsidierede solcelle- og vindmølleparker, der kun tjener nogle enkeltes økonomiske interesser med det til følge, at naturen ødelægges endnu mere. Det skal nok få flere turister til at vælge Jammerbugt Kommune som destination…

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn