ForsideAndetHer er de 5 gode trafikråd, du bør kende inden Tour de...

Her er de 5 gode trafikråd, du bør kende inden Tour de France

God planlægning kan betyde forskellen på at holde i kø eller glide nemt og sikkert gennem trafikken, når Tour de France i denne uge ruller på tværs af Danmark.

Den gule Tour de France-feber er over Danmark, og hele ugen er trafikken mange steder i landet præget ikke bare af Tour de France, men også Roskilde Festival, DGI Landsstævne i Svendborg og en tæt sommerferietrafik. Grand Départ Copenhagen Denmark og de danske trafikmyndigheder kommer her med 5 gode råd til trafikanterne, der skal til eller uden om Tour de France, som man bør følge den næste uges tid.

1. Planlægning, planlægning, planlægning

Planlæg din rejse og kør i ekstra god tid på alle Tour-dagene. Beslut i god tid hvor på ruten du vil se cykelrytterne og book evt. en parkeringsplads på forhånd, så du ved, hvornår du skal være fremme. 

Hvis du ikke skal til Touren, men stadig skal ud at køre, er det akkurat lige så vigtigt at planlægge sin rejse fra A til B. Det er træls at holde i kø, når man er glad på vej til bryllup eller ferie.

Besøg letourcph.dk/trafik for at planlægge din vej til, fra eller uden om Tour de France.

2. Storebæltsbroen lukker

Husk, at sidste chance for at komme over Storebæltsbroen den 2. juli er klokken 12.30, hvorefter Fynske Motorvej og Vestmotorvejen bliver spærret ved hhv. Nyborg V. og Slagelse V. Det sker for at sikre, at de sidste biler kan nå over Storebælt, inden broen lukker helt fra kl. 13.00 til 18.00. 

Hvis du har mulighed for at krydse Storebælt dagen før eller efter, er det vores klare anbefaling at gøre det. Trafikken på og omkring Storebæltsbroen vil være påvirket hele dagen lørdag den 2. juli fra kl. 06.00 til 23.00. Forvent i denne periode op til to timers ekstra rejsetid.

Søg aktuel trafikinformation før du kører og under rejsen på trafikinfo.dk eller læs mere på

3. Book en p-plads eller lad bilen stå et stykke fra ruten

Hvis du planlægger at tage bilen til Tour de France, kan du med fordel booke en parkeringsplads tæt på ruten, så du i ro og mag kan komme til og fra løbet uden stress. Læs mere her: Slip for bekymringer – book til p-plads til Tour de France på forhånd | Tour de France Grand Départ København Danmark 2022 (letourcph.dk).

Hvis ikke du benytter en af de mange parkeringspladser, så anbefaler vi at holde et stykke fra ruten og gå det sidste stykke vej hen til ruten. 

Det er også muligt at tage tog eller bus. Find den bedste vej med kollektiv transport på Transport til Touren.

4. Uden mad og drikke…

Glem ikke drikkevarer, snacks, iPad til børnene og benzin eller el på bilen til køreturene under Tour de France. Der bliver tæt trafik og risiko for kø. Og vil du have opdateringer undervejs, så tænd for DR P4 Trafik, mens du er på vejen. 

5. Nyd den gule folkefest

Vi håber, at alle får en god oplevelse med Tour de France i Danmark. Husk at nyde festen i alle byerne langs ruten og husk også at følge arrangørernes og myndighedernes anvisninger på dagen, så det kan blive en god dag for alle. 

”Den gule folkefest er en fest, vi har planlagt og forberedt os på i lang tid. Nu er festen her, og vi appellerer til at tilskuere og andre trafikanter også bruger lidt tid på planlægning. Det er vigtigt, at man sætter sig godt ind i de trafikale forhold, uanset om man skal se cykelløbet, eller man skal køre omkring eller tæt på ruten. Hvad enten man skal se verdens største cykelløb eller til en stor familiefest er det ærgerligt at ende i en timelang bilkø”, siger politiinspektør i Københavns politi Peter Dahl, der har det overordnede koordinerede ansvar for politiets Tour de France-planlægning.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER