Havplastlinjen 2020 blev en realitet

Foto: Mads Tolstrup
Print Friendly, PDF & Email

Over de 7 dage blev der samlet 626 kg havplast på den 15 km lange strækning ml. Blokhus og Løkken. Hermed blev Havplastlinjen 2020 en realitet.

Signe Simonsen, initiativtager til Race for Oceans udtaler sig efter det sidste stykke havplast er lagt på Havpllastlinjen 2020 på Løkken Strand:


“Tusinde tak til alle jer skønne og dejlige havelskende mennesker, som har bidraget til at gøre Havplastlinjen 2020 til en realitet.

Signe Simonsen, initiativtager til Race for Oceans
Foto: Mads Tolstrup

I september modtog jeg sammen med Race for Oceans Verdensmålsprisen 2020 for vores fokus på Verdensmål 14 – Livet i Havet. Grundet Covid-19 har vi ikke kunne fejre det med alle som hjalp os til at vinde prisen, så derfor blev Havplastlinjen 2020 en realitet.

Og sikke en fejring.
Vi lykkedes lige præcis med det, vi ville, nemlig at sige TAK for jeres støtte, og samtidig også sætte endnu mere fokus på den stigende plastikforurening i havene omkring os, fortæller Signe Simonsen.

Der bliver desværre fundet rigtig meget havplast på vores strandrensninger, særligt af den mindre kaliber. Mange danskere og turister valfarter til denne unikke kyststrækning med brede strande og dynamiske kystbyer, og Race for Oceans vil gerne inspirere og motivere alle til aktivt at handle på det, de ser langs stranden, slutter Signe Simonsen, som også retter en stor tak til lokale ildsjæle og samarbejdspartnere som har hjulpet.”