Tommy Pedersen tager endnu et år som U19 træner i JammerbugtFC

Tommy Pedersen
Tommy Pedersen Foto: Thomas Jansen JammerbugtFC
Print Friendly, PDF & Email

Det er efterhånden blevet til seks års samarbejde mellem Jammerbugt FC og U19 træner Tommy Pedersen, og der er nu givet håndslag på endnu et år.

Det er godt nyt, understreger Jammerbugt FC’s Bo Zinck, der udover at være cheftræner for divisionsholdet også er medansvarlig for at tegne de indre sportslige linjer i klubben. Og her er Tommy Pedersen en nøgleperson.


– Jeg er meget glad for samarbejdet med Tommy. Vi har efterhånden mange år sammen og har opbygget en fantastisk fælles forståelse undervejs. Tommy har en stor rolle i forhold til at uddanne vores spillere. Han kender klubben ud og ind og kender mange i klubben rigtig godt. Han gør det virkelig godt med vores U19 hvert år og skaber både gode resultater og gode spillere. Så det er en vigtig forlængelse for klubben og jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet, fortæller Bo Zinck.

Tommy Pedersen, der nu er klar til at tage hul på sit syvende år i klubben, glæder sig ligeledes over han også det kommende år skal tage sig af Jammerbugt FC’s talenter.

– Jeg er glad i klubben. Vi er gode til at udvikle nye unge talenter, og at vi sidste år kunne rykke fem spillere i divisionstruppen, trods det at vi har en ufattelig stærk trup der, vidner om det potentiale klubbens ungdomsafdeling rummer, siger U19 træner, Tommy Pedersen, og uddyber.

– Når de unge spillere rykker op som seniorer, bliver de selvfølgelig ikke stamspillere fra første kamp, men på sigt kan de bide sig fast. Det har vi masser af eksempler på. Så der er en god udvikling og kan vi fortsat levere et par spillere til divisionsholdet årligt samt til klubbens øvrige seniorhold, så vil det være tilfredsstillende. Det er målet, men vi tager et år af gangen.

Tommy Pedersen har taget et år af gangen i seks år og gør nu klar til det syvende. I den tid har Tommy Pedersen oplevet stor fremgang i klubben, en fremgang han også selv har bidraget til.

– Der er sket rigtig meget, siden jeg startede. Eksempelvis har vi en helt anden træningskultur nu. Det var også godt dengang, men det er meget mere seriøst i dag og de spillere, vi har, er her, fordi de virkelig vil det. Der er kontinuitet i vores arbejde, og det ekstremt vigtigt. Og så kræver vi noget af vores unge spillere, men de viser også, at de vil lære. Vi er måske ikke så mange, men dem, der er her, vil noget med deres fodbold. Vi er på mange måder flyttet os til et elitepræget plan, og det rygtes, kan vi se på interessen fra spillere forskellige steder fra, forklarer U19 træneren, som selv altså ikke skal nogle steder det næste år.

Her skal tiden bruges på klubbens træningsanlæg, hvor flere unge talenter står klar til at tage næste skridt sammen med deres træner, Tommy Pedersen.