Investeringer i infrastruktur, service
og oplevelsesmæssig
formidling skal gøre
Hærvejen
til det førende
rejsemål
for vandring- og cykelturisme i Nordeuropa…
.
Af Klaus Hansen
Med 915.000 kr. fra Nordea-fonden inviteres borgere, erhverv og lodsejere langs
ruten til at udvikle planerne, som skal gøre drøm til virkelighed. Derfor
igangsættes nu et forprojekt, som skal gøre den fælles ambition til
virkelighed. Forprojektet skal munde ud i en samlet udviklingsplan, som ventes
klar i begyndelsen af næste år.
Styrket adgang til store naturoplever, bedre faciliteter og øget mulighed for
at gå på opdagelse i historien og lokalkulturen. Disse målsætninger har samlet
12 kommuner og en lang række lokale turistorganisationer, som skal udnytte og
udvikle Hærvejens potentialer. Alt sammen gennem en sammenhængende natur-,
kultur- og turismeindsats.
Hærvejen har fra bronzealderen til begyndelse af moderne tid udgjort Jyllands
hovedfærdselsåre for handlende, pilgrimme og godtfolk. Over en sammenhængende
strækning på 450 kilometer, fra nord til syd, har Hærvejen i århundreder skabt
sammenhæng og rammer om danskernes daglige liv, både i forbindelse med handel
og i urolige tider med krig. I dag er Hærvejen stadig rammen for en unik natur-
og kulturoplevelse, hvor rejsende søger hen for at finde ro og nærvær, til bens
eller på cykel, tværs igennem nogle af landets smukkeste naturlandskaber og
lokale kulturmiljøer, lige der hvor Danmarkshistoriens store og små
begivenheder stadig er let at få øje på.
Med støtte fra Nordea-fonden vil samarbejdskommunerne nu lave en samlet plan
for, hvordan nutidens hærvejsrejsende kan få en endnu stærkere og mere
sammenhængende oplevelse. Det skal ske i samarbejde mellem kommunerne og
Destination Hærvejen – og med inddragelse af de mange foreninger, borgere og
lokale virksomheder, som findes langs ruten. Det forestående delprojekt skal
munde ud i en samlet plan, for hvordan Hærvejen bliver det mest markante af sin
art i Nordeuropa. Det foreløbige afsøgningsprojekt er sat til at vare et år, og
vil sætte rammerne for, hvordan det ambitiøse udviklingsprojekt over de
efterfølgende fire til fem skal foldes ud.
Nordea-fonden støtter i forundersøgelsen med 915.000 kr.:
”Hærvejen har potentialet til at blive en af Europas bedste natur- og
oplevelsesruter. Vi håber, at borgere, lodsejere, erhverv mv. langs Hærvejens
500 km. alle vil bidrage til at forbedre og kvalificere planerne for
udviklingen”, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som
støtter gode liv.
Målet er at bringe Hærvejen helt op i superligaen, som sammenhængende rekreativ
rute fra St. Olavsleden i Norge til den Spanske ’El Camino de Santiago de
Compostela’. Den sidstnævnte rute gæstes i dag af omkring 300.000 rejsende
årligt – og forventer næsten en fordobling over de kommende fem år. Det er
roligt og interesserede rejsende, som gerne vil spise og sove godt, og som
derfor ikke blot bidrager særdeles positivt til den lokale økonomi, men også
til at skabe stolthed og nyt og liv i de mange lokalmiljøer langs ruterne. For
Hærvejskommunerne er det derfor ikke alene for gæsterne skyld, når man vælger
at gå ind i det ambitiøse udviklingsprojekt. Det handler nemlig også om
bosætningspolitik, friluftsstrategi og kulturpolitik – om at skabe bæredygtig
og vedvarende vækst, med udgangspunkt i det lokale.
Formand for udvalget for teknik- og miljø i Jammerbugt Kommune, Jens Christian
Golding, udtaler: ”Hærvejen blev i 2014 ført igennem Nordjylland, og runder
nogle af de skønneste naturperler hos os i Jammerbugten. Forundersøgelsen vil
give os en samlet, ambitiøs plan for konkrete tiltag – også i vores kommune,
der kan give endnu flere af os borgere og vores turister mod på at komme ud at
opleve landskaberne langs Hærvejen på egen krop. Vi er stolte af, at
Nordea-Fonden kan se det samme potentiale som os, og at de tror på
ambitionsniveauet.”
De 12 kommuner bag destination Hærvejen er:
Brønderslev kommune
Hjørring Kommune
Frederikshavn Kommune
Vesthimmerlands Kommune
Jammerbugt Kommune
Rebild Kommune
Viborg kommune
Vejle kommune
Vejen Kommune
Ikast-Brande Kommune
Mariagerfjord kommune
Aalborg Kommune
Fakta
De naturinteresserede turister i Danmark bidrog i 2017 med en samlet omsætning
på 52 mia. kr. og stod for i alt 37,4 mio. overnatninger. Heraf blev de 9,6
mio. overnatninger fortaget af cykelturister. Omkring 20% af de outdoor
interesserede turister i Danmark peger på cykling som deres foretrukne
aktivitet, og tendensen er stigende. I 2002 var der således 1,2 mio. cykelturister
i Danmark, indtil 2017 er det tal steget med 500.000, til nu 1,7 mio. årlige
cykelturister i Danmark.
Til sammenligning peger 31% af de naturinteresserede på vandring som deres
foretrukne aktivitet i Danmark, det gælder særligt for de tyske turister.
F.eks. efterspørges i stigende grad pilgrimsruter, som imødekommer turisternes
interesse for autentiske og meningsfulde oplevelser. I Midt- og Sydeuropa har
vandre- og cykelturisme udviklet sig til egentlige industrier, baseret på
solide samarbejder mellem private og offentlige aktører om fælles retning og
indsatser.