Godkendelse af prioritering af nye lokalplaner i Jammerbugt frem til august 2023
Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 28. november, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Godkendelse af prioritering af nye lokalplaner frem til august 2023
Beslutningstema
Godkendelse af prioritering af nye lokalplaner frem til august 2023.
Sagsbeskrivelse
Jammerbugt Kommune har modtaget en lang række ønsker fra borgere, virksomheder mv., der ønsker at få udarbejdet nye lokalplaner. Ligeledes har kommunen selv behov for at få udarbejdet nye lokalplaner.
Teknik- og Miljøudvalget prioriterede den 4. april 2022 lokalplaner, og denne prioritering blev godkendt af Økonomiudvalget den 20. april 2022.
Status for de lokalplaner, der er prioriteret i april 2022, fremgår af det vedlagte bilag.
Der er således fortsat mange lokalplaner, der er under udarbejdelse.
Når det skal vurderes hvilke lokalplaner, der skal påbegyndes, skal det overvejes i forhold til:
1) Understøtter projektet mål og strategier – herunder budgetaftaler.
2) Hvor langt ansøgeren er med projektet.
3) Andre aktiviteter i området.
4) Tidsforbrug på processen i forhold til ressourcer i 2022.
Vækst- og Udviklingsforvaltningen har udarbejdet et bilag med de ønsker til lokalplaner, der er kendt af forvaltningen. Det er ikke vurderet om alle ønsker er i overensstemstemmelse med Planstrategien, Kommuneplan21, anden lovgivning end Planloven, Natura 2000-plan mv.
Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at de mange ønsker skal ses i sammenhæng med den øvrige planlægning og målsætninger for Jammerbugt Kommune, og derfor indstilles det at kun de lokalplaner der er prioriteret HØJ i bilaget påbegyndes frem til august 2023.
Samtidig fortsættes udarbejdelsen af lokalplaner, der er igangsat.
Retsgrundlag
Lov om Planlægning §13 (Kap 5).
Budgetmæssige konsekvenser
Ikke relevant.
Høring/borger- og brugerinvolvering
Ikke relevant.
Indstilling
Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget anbefaler Økonomiudvaget at godkende, at kun de nye lokalplaner, der er prioriteret HØJ i bilaget, påbegyndes frem til august 2023.