Fire U19 spillere forfremmes til divisionstrup

JammerbugtFC
Foto: Thomas Jansen JammerbugtFC
Print Friendly, PDF & Email

Divisionstruppen tæller allerede flere af klubbens egenudviklede spillere, og til den nye sæson hentes endnu et talentfuldt kuld op fra U19 holdet.

Martin Rom Nielsen, Lasse Jensen, Nicklas Nielsen og Emil From, som alle har fået debut og i større eller mindre omfang har smagt på tilværelsen som seniorspiller i en divisionstrup, bliver til den nye sæson fuldt integreret på holdet.


Denne proces er der efterhånden masser af gode erfaringer med og Jammerbugt FC cheftræner, Bo Zinck, ser på ny frem til den videre udvikling af de unge spillere, samt til deres bidrag til divisionsholdet naturligvis.

– Det er et fantastisk stykke talentarbejde, der endnu engang er lavet, og at vi kan tage så mange op i truppen i samme omgang sætter en tyk streg under det. Vi har en god ungdomsafdeling, som fortjener stor ros. Det her beviser, at vi i klubben kan arbejde med talentudvikling. Det glæder mig og gør mig stolt, fremhæver Bo Zinck, som ser stort potentiale i hele flokken.

– Alle fire har noget at byde ind med og alle kan de udvikle sig yderligere. De kommer med et stort potentiale hver især og det er altid spændende at fortsætte arbejdet med de unge spillere.

Både Martin Rom Nielsen, Lasse Jensen og Nicklas Nielsen har fået divisionsdebut dette forår, mens Emil From tidligere ligeledes er noteret for sine første kampe for divisionsholdet.

– De har alle fået debut og ser ind i en god og spændende fodboldfremtid. Ja, og så er de næste unge talenter allerede på vej. Det er en del af strategien i klubben og det er fremragende, at det lykkes så godt, fortæller cheftræneren, der tidligere selv har fungeret som både talenttræner og talentkoordinator i klubben.

Forud for den kommende sæson kan du læse mere om hver enkelt af de fire nyslåede divisionsspillere her på jammerbugtfc.dk.