Fire tips til den første ferie i autocamper
Drømmen om den ultimative frihed og en ferie, hvor familien kan opsøge eventyr og samtidig leve det simple liv, trækker i mange danskere. Det er blevet populært at ombygge ældre køretøjer og opgradere en varevogn eller bus til et lille feriehjem på fire hjul.
Hos SOS International, der driver Rødt Kort-ordningen med vejhjælp i udlandet, er trenden ikke gået ubemærket hen. Der er nemlig en række forhold, som det er godt at være opmærksom på, inden man triller ud på eventyr i et feriepræget Sydeuropa.
Første tur går til værkstedet
Har du en gammel autocamper eller har du selv ombygget en, skal du være opmærksom på, at jo ældre bilen er, jo sværere er den for værkstederne at reparere.
– Vi ser i øjeblikket danskere, der selv bygger gamle varevogne om til campervans. Det kan være en billig måde at rejse, men vi opfordrer til, at man får bilen tjekket på et værksted i Danmark inden afgang for at opfange eventuelle fejl og mangler. Mange bilværksteder har travlt hen over sommeren, og jo ældre bilen er, jo sværere er den at reparere, siger Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef for Rødt Kort hos SOS International.
Udover travlhed kan de europæiske værksteder også være udfordret på at skaffe reservedele og have de rette kompetencer til at reparere ombyggede autocampere.
Hvordan er det nu med vejhjælp?
Når man rejser på ferie i en autocamper, er man dækket for vejhjælp. Men man har ikke ret til en anden autocamper, hvis der bliver brug for en erstatningsbil.
– Er uheldet ude, må man være forberedt på, at ferien kan komme til at fortsætte i en konventionel bil. Og det er jo en anden ferie, end den, man havde planlagt hjemmefra, siger Anette Bjørn Juncher.
Vær opmærksom på kørekortet
Man må køre i en autocamper med det almindelige kategori B kørekort, så længe køretøjet holder sig under 3500 kilo, hvilket de fleste hjemmebyggede autocampere gør. Men har man købt eller lejet en autocamper på over 3500 kg, kræves et lastbilkørekort også kaldet C1 eller C.
Tjek om bilen er (om)registreret korrekt
Tager man afsted i en ombygget autocamper, er det vigtigt at have styr på, om bilen er registreret korrekt ift. registreringsafgiften. Der er en række krav til køretøjets indretning, hvis den skal registreres som ”bobil”, og er bilen ikke registreret som bobil, er man ikke berettiget til kompensation for en bobil.
Tjek reglerne hos Motorstyrelsen.
Hvad er Rødt Kort:
Assistancen via Rødt Kort omfatter blandt andet vejhjælp på skadestedet, bugsering, hotel og nødvendig lokaltransport, udlejningsbil mm.