Ekstraordinært tilskud til Jetsmark Idrætscenter
Jammerbugt Kommune giver et tilskud til Jetsmark Idrætscenter, som har haft det økonomisk vanskeligt, siden totalentreprenøren på centrets renovering gik konkurs, og der derfor kom højere udgifter end forventet.
Bestyrelsen i Jetsmark Idrætscenter har henvendt sig til sine samarbejdspartnere – Sparekassen Danmark og Jammerbugt Kommune – da centret ikke vurderer, at de kan få budgettet til at hænge sammen. Det skyldes bl.a., at der ikke har været de forventede indtægter.
Jammerbugt Kommune bidrager i den forbindelse med et ekstraordinært driftstilskud på 1 mio. kr. i 2025. Der er desuden indregnet 0,5 mio. kr. i ekstraordinært driftstilskud fra Jammerbugt Kommune i 2026, da forventningen er, at det så vil give Jetsmark Idrætscenter mulighed for to driftsår, hvor likviditeten kan blive forbedret, og centret kan vise, hvad det kan generere af indtægter, når det kommer i fuld drift.
”Jetsmark Idrætscenter har haft det økonomisk svært siden totalentreprenøren, som stod for centrets renovering, gik konkurs. Det var en rigtig ærgerlig situation, som vi fra Jammerbugt Kommunes side af bidrog til at løse ved at dække en restfinansiering på 9,6 mio. kr. tilbage i 2023”, fortæller Borgmester Mogens Christen Gade.
”Det betød, at renoveringen kom i mål, og vi fik et flot og moderne Jetsmark Idrætscenter, som danner ramme om masser af aktiviteter. Dét er godt for lokalsamfundet og for hele kommunen. Derfor går vi også ind nu og yder et tilskud, så driften af centret kan fortsætte og komme ind i en bedre økonomisk gænge”, udtaler borgmesteren.
Det nyrenoverede Jetsmark Idrætscenter stod klar i efteråret 2024.