ForsideAabybroEfteruddannelse for plejefamilier gør en forskel i Jammerbugt

Efteruddannelse for plejefamilier gør en forskel i Jammerbugt

Endnu et hold plejefamilier fra Jammerbugt Kommune er lige nu på efteruddannelse. Uddannelsen med det socialpædagogiske fokus skal gøre plejefamilier bedre til arbejdet med deres plejebørn. Familien Kallestrup fra Nørhalne deltog på forløbet sidste forår, og de har stor gavn af det de lærte.

Da Anna Grethe og Kim Kallestrup fik tilbudt den socialpædagogiske efteruddannelse fra Jammerbugt Kommune, slog de straks til. Ægteparret havde på det tidspunkt været plejefamilie i knap fire år og havde et ønske om flere værktøjer til at klare dagligdagen med deres to plejebørn.


”Vi har erfaringer fra vores egne børn, vi kan trække på i arbejdet med plejebørnene. Men mange udfordringer, vi står med i forhold til vores plejebørn, er noget andet. Plejebørnene kommer med en anden bagage end vores egne børn. De har brug for ekstra omsorg og retning, og det ønskede vi hjælp til. Så det var en super mulighed for at få mere baggrundsviden om, hvad der påvirker børnene, og hvordan vi kan hjælpe dem bedre”, fortæller Kim Kallestrup.

Det er Anna Grethe Kallestrup, som er den primære plejeforældre. At have plejebørn er imidlertid et fællesprojekt, hvor familien er nødt til at arbejde sammen om opgaven for at lykkes. Derfor var ægteparret positive over, at de begge blev tilbudt kurset.

”Vi har helt sikkert fået mere ud af, at vi begge har været på kurset. Under uddannelsen har vi vendt situationer og teorier med hinanden, ligesom vi efterfølgende taler ud fra den samme viden og forståelse i dagligdagens arbejde. Sammen klarer vi hverdagsproblemer på en helt anden måde, end vi kunne førhen”, siger Anna Grethe og Kim Kallestrup enstemmigt.

Kim har arbejde ved siden af sit virke som plejefar. Det var muligt for ham at deltage i kurset, fordi kursusdagene var spredt over et halvt år, og han fik det til at harmonere med sit arbejde ved at holde feriedage og afspadsering. Det var en klar prioritet for familien at bruge disse dage på at tilegne sig viden og dermed gøre hverdagen endnu bedre for både plejebarnet og familien som helhed.

Kurset levede op til forventningerne

”Der var en høj faglighed på kurset. Lærerne var dygtige og havde høje ambitioner om at lære os så meget som muligt på de seks kursusdage. Til tider var det da en stor mundfuld for os, der ikke har siddet på skolebænken i mange år. Men vi fik indsigt i en masse fagligt stof, og lærerne var gode til at formidle det på en god og varieret måde – der var en balance mellem teori og praktik, som tog udgangspunkt i vores dagligdag”, fortæller Kim Kallestrup.

Alle deltagere på kurset er plejefamilier fra Jammerbugt Kommune, og derfor fik ægteparret opbygget et godt netværk med de øvrige plejefamilier. Et netværk de brugte under uddannelsen, men også efter endt uddannelse trækker plejefamilierne på hinanden, når der er brug for sparring i dagligdagen.

Et stærkere fundament

Uddannelsen har givet plejefamilierne teoretisk forståelse, sparring og konkrete værktøjer.

Hele forløbet betyder, at de i dag er mere sikre i de metoder, de måske allerede brugte flere af inden kurset. Men som Anna Grethe understreger, så ved de nu, at metoderne er de rigtige.

”Vi har fået et begrebsapparat, der gør os mere bevidste om, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det. Det gør os samtidig meget mere trygge i vores arbejde, og forsikrer os om, at vi gør det bedste for børnene”, fortæller Anna Grethe Kallestrup.

”Selv om vi har erfaringer med opdragelse af vores egne børn, og vi bruger vores sunde fornuft, så har teorier og metoder til at håndtere konflikter givet os en tryghed. Konkret har jeg fået værktøjer til at stoppe konflikter ved at invitere til dialog frem for måske at sætte skarpe grænser i sådanne situationer. Ligesom jeg har fået en bedre evne til at analysere situationer end før. Vi har fået et generelt fagligt løft, og det giver et overskud at vide, hvilke teknikker, der virker.” uddyber Kim Kallestrup.

Ud over akademimodulet hos UCN, som Jammerbugt Kommune har tilbudt plejefamilier i kommunen siden sidste forår, så holder kommunen to årlige kursusdage for plejefamilier. Dette forår deltog Anna Grethe og Kim desuden på et tilbud hos UCN, som havde fokus på mobning.

Fakta om kursusforløbet

Efteruddannelsen af plejefamilierne består af et akademimodul særligt tilrettelagt for plejefamilier og med fokus på socialpædagogiske problemstillinger. Formålet er at kvalificere familierne til bedre at kunne analysere, vurdere og på en faglig og kompetent måde varetage problemstillinger i deres virke som plejefamilie. Modulet strækker sig over seks hele dage, fordelt på et halvt år. Der er hjemmeopgaver mellem kursusdagene, og forløbet afsluttes med to dages vejledning og en skriftlig eksamen, der forsvares mundtligt.

Sidste år var 32 plejefamilier fra Jammerbugt Kommune på uddannelse og lige nu er yderligere 16 familier på kursus.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER