Diane Aarestrup: Jammerbugt har brug for et nordjysk medlem i EU
De sidste fem år har Nordjylland, som den eneste region, ikke været repræsenteret i Europa-Parlamentet, og det er et problem.
Når Europa-Parlamentet træffer de store beslutninger om Europas fremtid, støtteordninger til infrastruktur og lokalt fritidsliv, eller når der laves miljø eller fiskeripolitik, sidder Nordjylland ikke med ved bordet. Det har i de sidste fem år frustreret Nordjyske politikere, virksomhedsledere og borgere.
Til valget d. 9. juni får Nordjylland endelig muligheden for at rette op på det, hvis Nordjyderne stemmer personligt på en lokal kandidat.
En af de lokale kandidater, der har gode chancer for at blive valgt er Asser Mortensen fra Socialdemokratiet, og for ham er der ingen tvivl om, at Nordjylland har brug for sit eget medlem af Europa-Parlamentet.
”Nordjylland har så mange interesser, der ikke bliver varetaget i øjeblikket. Det handler om den grønne omstilling, vores arbejdspladser, elforsyningen og vores fiskeri” siger Asser og understreger, at det er vigtigt for demokratiet, at man har en lokal EU-repræsentant man kan gå til.
Asser har, modsat mange andre kandidater, valgt at han vil blive boende i Nordjylland, hvis han bliver valgt: ”Jeg synes, at det er en uskik når medlemmer af Europa-Parlamentet forsvinder til Bruxelles med hele familien, for først at vende tilbage efter 5 år, når de gerne vil genvælges. Jeg vil blive boende i Nordjylland, så jeg kan bruge friugerne (red: de uger hvor parlamentet ikke har møder) ude blandt folk. I min verden bør et Europa-parlamentsmedlem blive boende i sin valgkreds og betale sin skat hjemme, ikke flygte væk fra dem som har valgt dem.”
Asser Mortensen flyttede til Slettestrand for 15 år siden og bor i dag i Aalborg sammen med sin kone og to børn. Asser har i mange år arbejdet med Europæisk politik og har i de sidste 2 år været direktør for Elbilforeningen, hvor han har været aktiv for at fremme den grønne omstilling.
Borgmesterkandidaten Diane Aarestrup tilføjer at det langt fra er ligegyldigt hvilken Nordjysk kandidat man stemmer på. ”Det er vigtigt, at vi får et medlem fra Nordjylland, men også at få et medlem i en af de grupper i parlamentet, der rent faktisk kan få indflydelse”. “I Europa-Parlamentet er de grupper, der er yderst til højre, og gruppen der er yderst til venstre, mere eller mindre udelukket fra indflydelse, så en repræsentant der kan vi ikke bruge til noget.” siger Diane Aarestrup.
Flere vælgere, der normalt stemmer både til højre og venstre for socialdemokratiet, vil denne gang komme til at stemme på Asser Mortensen, simpelthen fordi han er den bedste mulighed for at give Nordjylland en stemme i EU