Af Peter Thellufsen Pedersen, lektor, spidskandidat for Liberal Alliance ved KV25 i Jammerbugt,
og Jørgen Ravn Christensen, medlem af kommunalbestyrelsen og økonomiudvalget i Jammerbugt Kommune samt spidskandidat for Konservative ved KV25 i Jammerbugt.
Vil Venstre fortsætte gældssætningen?
Dette spørgsmål rejser sig efter Mogens Gades svar på vores seneste indlæg: ”Husk nu alle nuancerne, Mogens Gade” – om Jammerbugt Kommunes store gæld. Som vanligt forsøger Mogens Gade (forsøges det) at skyde vores veldokumenterede fakta ned – denne gang ved fejlagtigt at blande kassebeholdningen ind i regnestykket. Både Liberal Alliance og Konservative ønsker en ny retning for Jammerbugt Kommune, og et af de vigtigste punkter er gældssætningen.
Mogens Gade skriver blandt andet, at han med “sammenlignelige tal” når frem til, at gælden ikke er steget med de 15.000 kr. pr. borger, som vi nævnte i vores indlæg, men kun 9.000 kr. De tal vi omtaler i vores indlæg, er offentligt tilgængelige på Indenrigsministeriets hjemmeside, så mon ikke de er korrekte? Det virker til, at borgmesteren er ivrig efter at flytte fokus fra det enkle faktum, at gælden under hans ledelse kun er vokset og vokset.
Mogens Gade påstår også, at en kommune slet ikke kan lave store anlægsinvesteringer uden at optage lån. Den påstand vil vi gerne opponere imod. Selvfølgelig kan en kommune det. Det er jo overskuddet fra driften, der skal betale under alle omstændigheder. Ved at optage lån opnås anlægsinvesteringerne blot lidt før – men de bliver også dyrere, da der skal betales renter oveni.
Fakta om budgettet for 2025:
- Overskud på driften efter renter: 128,8 mio. kr.
- Anlægsudgifter: 65,6 mio. kr.
- Indtægter fra jordsalg: 15 mio. kr.
- Plus efter anlæg: 78,2 mio. kr.
- Afdrag på lån: 63,5 mio. kr.
- Indskud i Landsbyggefonden: 9,9 mio. kr.
- Lånoptag: 31 mio. kr.
- Henlæggelse i kassen: 36 mio. kr.
Hvis vi undlader at låne de 31 mio. kr. her i 2025, vil vi stadig kunne lægge 5 mio. kr. i kommunekassen.
I Jammerbugt Kommune står vi over for store demografiske udfordringer med langt flere ældre borgere. Det ved vi allerede nu, og det har vi vidst i mange år. Det bliver ekstremt dyrt. Derfor er det en skam, at vi allerede ved indgangen til denne svære periode skylder en hel milliard væk. Vi skylder de ældre borgere, som har bidraget til Jammerbugt Kommune i mange år, at give dem de bedste muligheder for en god og tryg alderdom, ved at vi planlægger kommunens økonomi fornuftigt, og det mener vi at kunne gøre, hvis vi fremover fører en mere ansvarlig gældspolitik.
Det store spørgsmål er, hvad Venstre vil, når Mogens Gade giver stafetten videre til Christian Hem. Vil Venstre fortsætte med at stifte gæld, sammen med socialdemokraterne? Eller vil Venstre være med os om en ny mere økonomisk ansvarlig retning?
Et sundt princip kunne være, at vi i år, hvor der henlægges penge i kommunekassen, ikke optager ny gæld. Det er almindelig sund fornuft – og vel også sådan, de fleste fornuftige og økonomisk ansvarlige husholdninger drives, hvis vi skal bruge den metafor.
Så Christian Hem, hvilken vej vælger Venstre?
Liberal Alliance og Konservative har sat kursen mod en mere ansvarlig gældspolitik. Vil I med?