ForsideAndetBrevkasse Spørgsmål - Hvordan er vi dækket, når der har været indbrud...

Brevkasse Spørgsmål – Hvordan er vi dækket, når der har været indbrud i vores campingvogn, mens den stod opmagasineret?


Hej Forsikringsoplysning

Min mand og jeg købte i foråret en ny campingvogn. Vi fik lov til at opbevare den gratis hos forhandleren i de første måneder, da vi først skulle ud at køre med den i sommerferien.

Desværre var der indbrud hos forhandleren nogle weekender inden, vi skulle bruge vognen. Der blev brudt ind i ca. 23 campingvogne, og deriblandt altså også i vores. Tyvene fandt ikke noget af værdi, men de smadrede det store vindue i køkkensektionen for at komme ind.

Da vognen stod opbevaret hos Caravan-centeret, spurgte vi naturligvis til deres forsikring. Men ejeren har oplyst, at det er vores egen forsikring, der skal dække skaden. Det er vi ret uforstående overfor, idet vognen efter aftale stod opmagasineret hos dem. Det skal nævnes, at vi ikke fik oprettet en forsikring på vognen før mandagen efter indbruddet.

Kan Caravan-centeret med rette komme udenom at anmelde skaden til deres forsikring, og dermed lade os stå tilbage med en reparationsudgift på ca. 7.200 kr.? Politiet ønsker desværre ikke at gå ind i sagen, selvom der er gode optagelser fra videoovervågning og DNA-spor på nogle øldåser.

Med venlig hilsen
Den skuffede campingvognsejer

Svar:
Hej skuffede campingvognsejer

Desværre har I selv ansvaret for at forsikre jeres campingvogn fra det tidspunkt, I overtager den, og den bliver indregistreret til jer. Det gælder også, selvom vognen står opmagasineret hos andre, medmindre andet specifikt fremgår af jeres aftale med forhandleren.

Det betyder umiddelbart, at I selv må betale reparationsregningen på de 7.200 kr. Kun hvis indbruddet skyldes forhandlerens fejl eller forsømmelse, kan de komme til at betale reparationsregningen. Men det lyder ikke til at være tilfældet her.

I øvrigt vil jeg opfordre dig til at kontakte politiet igen, hvis der er spor, som kan lede til en opklaring. Hvis de finder en gerningsmand, kan du kræve udgiften refunderet af vedkommende. Der kan dog være risiko for, at han/hun ikke er i stand til at betale.

De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen

Forsikringsoplysningen har i mere end 85år ydet uvildig rådgivning til Danske forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER