ForsideAndetBrevkasse |Hvilke forsikringer har min søn brug for på sin rejse til...

Brevkasse |Hvilke forsikringer har min søn brug for på sin rejse til USA?

Min hjemmeboende søn på 21 år skal til USA i fem måneder, når han er færdig med sit studie. Min mand og jeg har købt en rejseforsikring hos Europæiske Rejseforsikring, der dækker hele vores husstand. Men jeg er nu kommet i tvivl, om den er nok til hans lange rejse. For vil han være dækket af den, hvis han kommer til skade eller mister nogle af sine ting under sit ophold?

Jeg vil gerne have helt styr på hans forsikringer, inden han skal afsted. Jeg håber, at I kan hjælpe os på rette vej.

Bh.

Den bekymrede mor

Svar:

Kære bekymrede mor

Jeg kan godt forstå, at du vil være sikker på, at din søn er rigtigt forsikret, når han skal være så langt væk hjemmefra.

Vi kender desværre ikke alle forsikringsselskabers produkter og vilkår. Men mange rejseforsikringer dækker normalt kun rejser op til 60 dages varighed. Som det første skal I derfor sikre jer, at forsikringen dækker ham i hele perioden, og at den dækker i hele verden.

Hvis ikke jeres rejseforsikring dækker hele perioden, kan I kontakte jeres forsikringsselskab eller tjekke forsikringsguiden.dk. Her kan I indtaste din søns specifikke rejsedage og finde en forsikring, der dækker under hele hans ophold i USA.

Herudover vil jeg råde jer til at undersøge, om rejseforsikringen inkluderer en dækning for privatansvar og indbo. For jeres/hans egen indboforsikring dækker normalt kun ophold i udlandet i indtil tre måneder fra afrejse. Det betyder, at han ikke er dækket, hvis han efter tre måneder fx bliver udsat for tyveri eller er skyld i, at andre kommer til skade.

Hvis han har en ulykkesforsikring, vil den som oftest dække ham i udlandet i op til et eller to år. Det fremgår af hans forsikringsvilkår. Hvis han skal arbejde under sit ophold, skal han desuden sikre sig, at forsikringen dækker den type erhverv, han skal udføre. Samtidig må han undersøge, om han kan være dækket af arbejdspladsens evt. forsikringer, hvis han fx kommer til skade eller er skyld i andres skade under arbejdets udførelse. For sidstnævnte vil ikke være dækket af en privat ansvarsforsikring.

Jeg håber, at mit svar har givet dig et bedre indblik, og at din søn får et rigtigt godt ophold i USA.

De bedste hilsner Forsikringsoplysningen

Forsikringsoplysningen har i mere end 85år ydet uvildig rådgivning til Danske forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER