Boligsalget i august fortsat i overhalingsbanen

FOTO: EDC
Print Friendly, PDF & Email

For fjerde måned i træk konstaterer EDC i august rekorder i boligsalget. Den netop forgangne måned solgte de 235 EDC-butikker flere boliger end nogensinde før i en august måned. I forhold til samme måned sidste år, blev der i 2020 solgt 16 pct. flere villaer, 6 pct. flere lejligheder og hele 35 pct. flere sommerhuse.

Samlet giver det en fremgang i boligsalget på 19 pct. og dermed føjer august sig ind i rækken af rekordmåneder i 2020 og midt under en pandemi.


I forhold til de foregående måneder er der dog tegn på, at salget begynder at nærme sig det mere normale igen, idet den samlede fremgang på 19 pct. i august er mindre end en fremgang på 23 pct. i juli og uhørte 55 pct. i juni 2020 i forhold til de tilsvarende måneder i 2019.

  • Boligmarkedet er stadig i helt usædvanlig fin form, men vi fornemmer dog at tingene er på vej mod det mere normale, om end fortsat på et meget højt niveau, siger Jan Nordmann, som er kommunikationschef i EDC. – Vi hæfter os især ved, at det ikke kun er sommerhuse, der driver fremgangen, idet også villasalget er særdeles godt med.

På det samlede boligmarked i Danmark udgør salget af villaer typisk 60-65 pct., mens de øvrige boligtyper deles om resten.

  • Vi er således langt forbi dagene, hvor man kunne forklare fremgangen med at coronakrisen fik danskerne til at søge mod sommerhusene som et fristed. Hvor paradoksalt det end kan lyde, giver krisen tilsyneladende appetit på enhver form for boligkøb, siger Jan Nordmann.

Fremgangen i salget er entydig for hele landet. Der er dog en tendens til, at det stigende salg især gælder helårsboliger på Sjælland, mens det i Øst- og Vestjylland er sommerhusene der trækker salgstallet op. I resten af Jylland er der også store stigninger i villasalget.