Blokhus Nytårsbad 2019

Print Friendly, PDF & Email

2019 lakker mod enden, så hvorfor ikke slutte året af med et iskoldt nytårsgys?

Destination Blokhus gentager succesen fra de forgangne år og inviterer alle badenymfer og strandløver til et forfriskende nytårsbad på Blokhus Strand den 31. december kl. 11.00.


Blokhus Nytårsbad har efterhånden bidt sig fast som en tradition og som en festlig start på nytårsfesten. Igen i år opfordrer arrangørerne alle til at komme iført en festlig nytårsnat for at gøre det ekstra festligt.

”Jeg synes ikke, vi behøver at vente med at starte festlighederne til om aftenen, derfor vil jeg opfordre alle til at komme iført en festlig nytårshat” siger Jannie Ratke fra VisitJammerbugten og fortsætter: ” Efter en forfriskende dukkert i det brusende Vesterhav vil der være en Blokhus Bitter at varme sig på”.

Hvis dette ikke er nok, vil der også være mulighed for at benytte sig af saunahytten, som vil være til rådighed fra kl. 11:15 – 13:15 for kun kr. 75,-. Desuden vil der fra morgenstunden være Sauna Gus på stranden, som i dagens anledning vil være ekstra festlig.

Eventen arrangeres af Erhvervsforeningen Destination Blokhus i samarbejde med Visitjammerbugten og Søstjernerne. PROGRAM 10.55 Badetale 11.00 Nytårshornet sætter gang i årets nytårsbad anført af Søstjernerne 11.15 Årets badesæson afsluttes med fællessang og en Blokhus Bitter