Bekymrende tendens: Stor stigning i anmeldelser om stress i 2023

Modelbillede Foto: Gjensidige
Print Friendly, PDF & Email

Bekymrende tendens: Stor stigning i anmeldelser om stress i 2023

Antallet af anmeldelser om stress er steget voldsomt hos Gjensidiges kunder i løbet af det seneste år. Samtidig vurderer næsten hver femte dansker, at deres mentale sundhed har udviklet sig dårligere igennem 2023, viser en undersøgelse, som Kantar Public har lavet for Gjensidige.

Antallet af sager om stress er steget med 39 procent hos Gjensidige i 2023. Den store stigning fortsætter en tendens, hvor flere kontakter Gjensidige for at få hjælp. Også i 2022 var der langt flere anmeldelser end året før.   

”Om det skyldes, at forekomsten generelt er stigende, eller om folk søger hjælp tidligere, er svært at konkludere. Men vi kan se, at der typisk er tale om behandlingsforløb på flere måneder, så der er en alvorlighed i graden af stress, som er meget bekymrende, siger fagchef i sundhed hos Gjensidige, Mette Glad. 

Omkring en femtedel af danskerne svarer, at deres mentale sundhed har udviklet sig dårligere igennem 2023. Det viser en undersøgelse, som Kantar Public har lavet for Gjensidige. Hos Gjensidige er det høje antal anmeldelser fortsat i de første uger af 2024. 

“Det er normalt at opleve hverdagspres i perioder af vores liv, men langvarig stress kan føre til alvorlige følgesygdomme og sygefravær. Stress skal tages alvorligt, og det er vigtigt at søge hjælp, før man bliver direkte syg af stress”, siger Mette Glad. 

Vigtigt at tage den mentale sundhed alvorligt 

Selvom næsten hver femte oplever udfordringer med den mentale sundhed, svarer 43 procent i undersøgelsen, at de ikke har gjort noget for at forbedre deres mentale sundhed.  

Blandt dem, der har taget initiativ til at forbedre sundheden, er ‘fysisk aktivitet’ det mest populære. 20 procent svarer, at de er blevet mere fysisk aktive. Derefter kommer ’mere tid på hobbyer’ og ’mere tid på familien’, som 14 og 13 procent har svaret, at de har prioriteret for at forbedre deres mentale sundhed. 10 procent af danskerne svarer i undersøgelsen, at de har gået til psykolog i 2023. 

”Det er vigtigt at tage den mentale sundhed lige så alvorligt som den fysiske sundhed. Alle kan blive ramt af stress, så det er et godt tegn, at mange er opmærksomme på at gøre mere af det i hverdagen, som gør dem glade. Det kan bidrage til at give overskud på den mentale konto,” siger Mette Glad. 

Om undersøgelsen 

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.044 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af © Kantar Public for Gjensidige i november 2023.    

Hvordan vurderer du, at din mentale sundhed har udviklet sig gennem 2023?  
Bedre 16 %    
Dårligere 18 %    
Det samme 60 %    
Ved ikke 4 %   
Ønsker ikke at svare 2 % 
Har du gjort noget for at forbedre din mentale sundhed gennem 2023?  
Ja – arbejder mindre end tidligere  8 %    
Ja – gået til psykolog  10 %    
Ja – er mere fysisk aktiv  20 %    
Ja – bruger mere tid på min familie  13 %   
Ja – bruger mere tid på hobbyer  14 % 
Ja – har ændret mit job/studie-situation til det bedre  8 % 
Ja – andet tiltag  6 % 
Nej 43 % 
Ved ikke 7 % 
Ønsker ikke at svare 3 % 

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn