Bæredygtighedsfestival SLETTESTRAND | THORUPSTRAND | TRANUM se program for tirsdag

Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Tirsdag 15. oktober 2019

Yoga 8.30 – 9.30
Feriecenter Slettestrand Slettestrandvej 140, 9690 Fjerritslev
Yoga er den hurtigst voksende motionsform på verdensplan – som både styrker krop og sind. Yoga er et indisk system til indøvelse af åndedrætsteknik, kropsstillinger og moralske forskrifter. I yoga arbejder man med at forene og skabe harmoni mellem kroppen og sindet.

Man udspænder og strækker de forkortede muskler og giver styrke til de svage. Man arbejder både med kroppens store og små muskler i fødder, tæer, fingre og hænder. Kroppen vil herefter automatisk finde tilbage til sin naturlige tilstand. Pris pr. person kr. 50. Arrangør: Feriecenter Slettestrand · Tlf. 98 21 70 44

Skær dit eget græskarhoved 9.00 – 15.00
Hjortdal Købmandshandel Hjortdalvej 142, 9690 Fjerritslev
Kom og lav dit eget græskar. Du køber et græskar i butikken, og vi stiller plads og redskaber til rådighed. Du møder bare op. Vi glæder os til at se dig og din familie. Pris pr. græskar kr. 30. Arrangør: Hjortdal Købmandshandel · Tlf. 98 21 70 16

Kom med på havet med Northsea Fishing 10.00 – 12.00
Stranden v/Thorupstrand, 9690 Fjerritslev
Kom med fiskekutteren MS-Nordsøen fra Thorupstrand, hvor man oplever at blive trukket ud fra stranden. Vi sejler til Bulbjerg, så du kan se fuglefjeldet fra kystsiden, og så fortæller vi om, hvordan det skånsomme kystfiskeri foregår. Der er plads til 12 personer om bord og vi sejler ved min. 5 tilmeldte.

Der tages forbehold for vejret og hvis det blæser for meget, vil vi så vidt muligt ombooke ture, der evt. bliver aflyst, til andre dage. Tilmelding til turen sker på tlf. 23 23 78 14. Pris pr. person kr. 250. Medbring gerne kikkert, så du kan se fuglefjeldet og tag gummistøvler og varmt tøj på. Vi har redningsveste. Arrangør: Northsea Fishing · Tlf. 23 23 78 14

Turridning på islænderheste 10.00 – 12.00
Hjortdalvej 74, Hjortdal, 9690 Fjerritslev
Svinkløv turridning arrangerer rideture hver dag hele efterårsferien. Vi rider 2 timers ture gennem skoven til stranden ved Svinkløv Badehotel. Turene er for alle i alderen 6/7 år og op efter – både nybegyndere og erfarne. På turen bliver man delt op efter erfaring, således nybegyndere ikke rider med erfarne ryttere. Ring eller send en sms til Lene på 40 19 38 96. Pris kr. 300 pr. person. Arrangør: Svinkløv Turridning · Tlf. 40 19 38 96

Workshop – arbejde med stumpeglas 10.00 – 12.00
Tranum Lys og Glas Ejstrupvej 11, Tranum, 9460 Brovst
I workshoppen har du mulighed for at lave din egen lille glaskunst efter stumpeglasprincippet. Du anvender glas, der i forvejen er indfarvet, limer glasset sammen og dekorerer det evt. lidt mere. Glasset bliver så smeltet sammen og kan hentes næste dag. Glasset afregnes med 40 kr. pr. 100 g glas på dagen. Pris pr. deltager kr. 100. Arrangør: Tranum Lys og Glas · Tlf. 21 56 33 05

Guidet mountainbiketur for hele familien 10.00 – 12.00
Feriecenter Slettestrand Slettestrandvej 140, 9690 Fjerritslev
Kom med på en fed, smuk og hyggelig guidet mountainbiketur for både børn og voksne. Vores mål er at lave en tur for hele familien, hvor der bliver plads til forskelligheder. På turen skal vi køre udvalgte sektioner af sporet i Svinkløv, men også kigge på den fantastiske natur og se steder som Olavs Kilde og Maries hus.

Vidste du, at MTB-sporene i Slettestrand og Svinkløv er bygget udelukkende med håndkraft og med så få tilførte materialer som overhovedet muligt? Derudover er de langt hen ad vejen bygget af frivillige og er stærkt lokalt forankret. Tilmelding på mail@slettestrand.dk eller tlf. 98 21 70 44. Pris pr. person kr. 125. Arrangør: Feriecenter Slettestrand · Tlf. 98 21 70 44

Hjortdal Græskar 10.00 – 15.00
Hjortdal Græskar Hjortdalvej 33, Hjortdal, 9690 Fjerritslev
Køb fine hjemavlede græskar, der er mange forskellige slags i boden både pyntegræskar og spisegræskar. Der vil også være mulighed for at skære dit eget halloweengræskar. Arrangør: Hjortdal Græskar · Tlf. 23 71 19 52

Tegnekonkurrence hos Hjortdal Dyrefarm 10.00 – 16.00
Hjortdal Dyrefarm Slettestrandvej 52, 9690 Fjerritslev
Tegn din bedste idé til hvilket dyr du gerne ville møde i naturen. Tegningerne vil blive hængt op og udstillet hele uge 42. Slut på ugen (søndag) vil der blive trukket lod blandt tegningerne om entré for en familie på 4 til sæson 2020. Pris kr. 70/barn (2-15 år) | kr. 85/voksen. Arrangør: Hjortdal Dyrefarm · Tlf. 22 62 91 52

Skattejagt på Feriecenter Slettestrand 10.00 – 20.00
Feriecenter Slettestrand Slettestrandvej 140, 9690 Fjerritslev
Hele ugen kan du komme med på en hyggelig og lærerig skattejagt på Feriecenter Slettestrand. Du vil blive guidet rundt til forskellige steder på Feriecenteret, hvor du skal samle viden ind om Feriecenter Slettestrands arbejde med bæredygtighed og miljø.

Du vil også få et indblik i, hvad vi sammen kan gøre for en mere bæredygtig hverdag. Selvom det lyder meget seriøst, vil det primært være sjovt og børnene kan sagtens være med! Du får udleveret kort og praktisk information i receptionen og der vil være et diplom til alle som gennemfører! Arrangør: Feriecenter Slettestrand · Tlf. 98 21 70 44

Åbent kalkværksted 11.00 – 16.00
Klim Kalkovn Klim Strandvej 68, 9690 Fjerritslev
Kom og oplev kalkovnen og bliv klogere på, kalks betydning for din hverdag. Du kan gå på opdagelse i udstillingen, bygge din egen kalkovn, save i limsten eller gå i kalkbruddet, hvor du måske er heldig at finde et ægte fossil. Deltag i øvrigt i vores konkurrence om at vinde en omvisning for din klasse. Mere information om de spændende verdensmålsaktiviteter på www.klimkalkovn.dk Entré pris: 20 kr. pr. person. Arrangør: Klim Kalkovn · Tlf. 22 66 98 10

Lokalt råvaremarked 11.00 – 17.00
Havbådehuset Slettestrandvej 162, 9690 Fjerritslev
Mød de lokale råvareproducenter fra området og køb lidt godt med hjem til aftensmaden. Mød blandt andet Tranum Mølle Destilleri, Gjøl Bigård, Chenillen, Naturbruget Tranum, Bugtens Bryghus, Vester Hedegaard, S.E.P. Nord m.fl. Arrangør: Havbådehuset: 20700870 · VisitJammerbugten: 41913985

Svampetur i Vester Thorup Klitplantage 13.00 – 16.00
Vester Thorup Højskole Thorup Strandvej 14, 9690 Fjerritslev
Find svampe i Vester Thorup Klitplantage med naturvejleder Svend M. Nielsen fra Naturcenter Fosdalen. Vi mødes på Vester Thorup Højskole og kører sammen til klitplantagen. Ankommer du uden bil, så sørger vi for samkørsel, så du kan komme med videre.

Medbring eventuelt en lille kniv og en kurv til at have dine svampe i. Naturen er lunefuld, så vi kan naturligvis ikke garantere, at du kommer hjem med kurven fuld af svampe. Men du bliver helt sikkert klogere på forskellige typer samt deres voksesteder, og på hvordan du selv bliver bedre til at finde svampe i naturen. Arrangementet er egnet for børn. Tilmelding på www.vester-thorup-hojskole.dk. Pris pr. person kr. 50. Børn til og med 12 år deltager gratis. Arrangør: Vester Thorup Højskole · Tlf. 51 89 68 30

Pandekage, hygge og fællessang 19.00 – ?
Pandekagehuset, Feriecenter Slettestrand Slettestrandvej 140, 9690 Fjerritslev
Mød op i Pandekagehuset ved Feriecenter Slettestrand og deltag i pandekagebagning, hygge og fællessang. Pris pr. person kr. 35. Arrangør: Feriecenter Slettestrand · Tlf. 98 21 70 44

I efterårsferien fra den 12. – 19. oktober 2019 bliver der sat fokus på bæredygtighed i Thorupstrand, Klim, Slettestrand og Tranum, når der for første gang afholdes Bæredygtighedsfestival i området. Bæredygtighedsfestivalen er et arrangement for hele familien, som vil emme af leg, læring og spændende aktiviteter, der alt sammen rimer på bæredygtighed og FN’s 17 Verdensmål.