Fredag 18. oktober 2019;
Skær dit eget græskarhoved 9.00 – 15.00
Hjortdal Købmandshandel Hjortdalvej 142, 9690 Fjerritslev
Kom og lav dit eget græskar. Du køber et græskar i butikken, og vi stiller plads og redskaber til rådighed. Du møder bare op. Vi glæder os til at se dig og din familie. Pris pr. græskar kr. 30. Arrangør: Hjortdal Købmandshandel · Tlf. 98 21 70 16
Kom med på havet med Northsea Fishing 10.00 – 12.00
Stranden v/Thorupstrand, 9690 Fjerritslev
Kom med fiskekutteren MS-Nordsøen fra Thorupstrand, hvor man oplever at blive trukket ud fra stranden. Vi sejler til Bulbjerg, så du kan se fuglefjeldet fra kystsiden, og så fortæller vi om, hvordan det skånsomme kystfiskeri foregår. Der er plads til 12 personer om bord og vi sejler ved min. 5 tilmeldte.
Der tages forbehold for vejret og hvis det blæser for meget, vil vi så vidt muligt ombooke ture, der evt. bliver aflyst, til andre dage. Tilmelding til turen sker på tlf. 23 23 78 14. Pris pr. person kr. 250. Medbring gerne kikkert, så du kan se fuglefjeldet og tag gummistøvler og varmt tøj på. Vi har redningsveste. Arrangør: Northsea Fishing · Tlf. 23 23 78 14
Guidet mountainbiketur for hele familien 10.00 – 12.00
Feriecenter Slettestrand Slettestrandvej 140, 9690 Fjerritslev
Kom med på en fed, smuk og hyggelig guidet mountainbiketur for både børn og voksne. Vores mål er at lave en tur for hele familien, hvor der bliver plads til forskelligheder. På turen skal vi køre udvalgte sektioner af sporet i Svinkløv, men også kigge på den fantastiske natur og se steder som Olavs Kilde og Maries hus.
Vidste du, at MTB-sporene i Slettestrand og Svinkløv er bygget udelukkende med håndkraft og med så få tilførte materialer som overhovedet muligt? Derudover er de langt hen ad vejen bygget af frivillige og er stærkt lokalt forankret. Tilmelding på mail@slettestrand.dk eller tlf. 98 21 70 44. Pris pr. person kr. 125. Arrangør: Feriecenter Slettestrand · Tlf. 98 21 70 44
Workshop – arbejde med stumpeglas 10.00 – 12.00
Tranum Glas og Lys Ejstrupvej 11, Tranum, 9460 Brovst
I workshoppen har du mulighed for at lave din egen lille glaskunst efter stumpeglasprincippet. Du anvender glas, der i forvejen er indfarvet, limer glasset sammen og dekorerer det evt. lidt mere. Glasset bliver så smeltet sammen og kan hentes næste dag. Glasset afregnes med 40 kr. pr. 100 g glas på dagen. Pris pr. deltager kr. 100. Arrangør: Tranum Lys og Glas · Tlf. 21 56 33 05
Turridning på islænderheste 10.00 – 12.00
Hjortdalvej 74, Hjortdal, 9690 Fjerritslev
Svinkløv turridning arrangerer rideture hver dag hele efterårsferien. Vi rider 2 timers ture gennem skoven til stranden ved Svinkløv Badehotel. Turene er for alle i alderen 6/7 år og op efter – både nybegyndere og erfarne. På turen bliver man delt op efter erfaring, således nybegyndere ikke rider med erfarne ryttere. Ring eller send en sms til Lene på 40 19 38 96. Pris kr. 300 pr. person. Arrangør: Svinkløv Turridning · Tlf. 40 19 38 96
Kom med på svampetur 10.00 – 12.30
Naturcenter Fosdalen Fosdalvej 69, 9690 Fjerritslev
Fra Naturcenter Fosdalen kører vi i skoven, hvor der forhåbentligt stadig er svampe. Vi snakker om svampenes forunderlige liv og deres betydning, samt om spiselige og giftige arter. Deltagelse er gratis. Arrangør: Naturcenter Fosdalen · Tlf. 72 57 85 50
Hjortdal Græskar 10.00 – 15.00
Hjortdal Græskar Hjortdalvej 33, Hjortdal, 9690 Fjerritslev
Køb fine hjemavlede græskar, der er mange forskellige slags i boden både pyntegræskar og spisegræskar. Der vil også være mulighed for at skære dit eget halloweengræskar. Arrangør: Hjortdal Græskar · Tlf. 23 71 19 52
Tegnekonkurrence hos Hjortdal Dyrefarm 10.00 – 16.00
Hjortdal Dyrefarm Slettestrandvej 52, 9690 Fjerritslev
Tegn din bedste idé til hvilket dyr du gerne ville møde i naturen. Tegningerne vil blive hængt op og udstillet hele uge 42. Slut på ugen (søndag) vil der blive trukket lod blandt tegningerne om entré for en familie på 4 til sæson 2020. Pris kr. 70/barn (2-15 år) | kr. 85/voksen. Arrangør: Hjortdal Dyrefarm · Tlf. 22 62 91 52
Skattejagt på Feriecenter Slettestrand 10.00 – 20.00
Feriecenter Slettestrand Slettestrandvej 140, 9690 Fjerritslev
Hele ugen kan du komme med på en hyggelig og lærerig skattejagt på Feriecenter Slettestrand. Du vil blive guidet rundt til forskellige steder på Feriecenteret, hvor du skal samle viden ind om Feriecenter Slettestrands arbejde med bæredygtighed og miljø.
Du vil også få et indblik i, hvad vi sammen kan gøre for en mere bæredygtig hverdag. Selvom det lyder meget seriøst, vil det primært være sjovt og børnene kan sagtens være med! Du får udleveret kort og praktisk information i receptionen og der vil være et diplom til alle som gennemfører! Arrangør: Feriecenter Slettestrand · Tlf. 98 21 70 44
Åbent kalkværksted 11.00 – 16.00
Klim Kalkovn Klim Strandvej 68, 9690 Fjerritslev
Kom og oplev kalkovnen og bliv klogere på, kalks betydning for din hverdag. Du kan gå på opdagelse i udstillingen, bygge din egen kalkovn, save i limsten eller gå i kalkbruddet, hvor du måske er heldig at finde et ægte fossil. Deltag i øvrigt i vores konkurrence om at vinde en omvisning for din klasse. Mere information om de spændende verdensmålsaktiviteter på www.klimkalkovn.dk Entré pris: 20 kr. pr. person. Arrangør: Klim Kalkovn · Tlf. 22 66 98 10
Dyrespor, svampe, bålmad og krondyrbrøl 15.00 – 21.00
Tranum Klitplantage, P-pladsen ved Overklitten Sø, 9690 Fjerritslev
Har du lyst til at lære om dyrespor, samle spiselige svampe og være med til at lave lækker bålmad, mens vi lytter efter krondyrenes brunstbrøl? Så kom med på tur i Tranum Klitplantage. Vi mødes på p-pladsen ved Overklitten Sø og går en tur på cirka 7-8 kilometer i klitplantagen, hvor vi vil kigge efter de spor, de vilde dyr efterlader sig og lede efter spiselige svampe, som vi kan tage med os. Turen slutter på områdets shelterplads, hvor vi tænder bål og laver bålmad med de indsamlede spisesvampe.
Imens – og under maden – lytter vi efter krondyrenes brunstbrøl, som selv om det er sidst på sæsonen stadig bør kunne høres gennem mørket. Vores arrangement slutter klokken 21, men der er to rummelige shelters på pladsen og rig mulighed for at opslå telt, så har man lyst til at prøve overnatning i det fri efter arrangementet, er dette muligt. Medbring kurv og kniv til svampene samt egne drikkevarer og husk varmt tøj.
BEMÆRK tilmelding nødvendig! Tilmelding til Louise Hansen på tlf. 41 10 66 66 eller e-mail: louiselindboeghansen@gmail.com senest 1. oktober af hensyn til mad. Max 30 deltagere – tilmelding vil ske efter princippet først til mølle. Deltagelse er gratis. Arrangør: Danmarks Naturfredning Jammerbugt · 41 10 66 66
Svedehytte og velvære 19.30 – 21.00
Madsmedjen Slettestrandvej 26, Hjortdal, 9690 Fjerritslev
Kom med i Madsmedjen og oplev vores svedehytte bygget næsten udelukkende af genbrugsmaterialer! Konceptet med en svedehytte er, at man får en god renselse. Temperaturen og luftfugtigheden i en svedehytte er enorm, så man sveder utroligt meget.
I en svedehytte træder man efter et stykke tid ind i en anden verden. Samtidigt med at man sveder de fleste dårlige energier og eventuelle sygdomme ud, bliver sindet også renset. Prisen er inklusiv lidt vådt til ganen. Tilmelding på mail@slettestrand.dk eller tlf. 98 21 70 44. Pris pr. person kr. 105. Arrangør: Madsmedjen · Tlf. 26 16 11 54
I efterårsferien fra den 12. – 19. oktober 2019 bliver der sat fokus på bæredygtighed i Thorupstrand, Klim, Slettestrand og Tranum, når der for første gang afholdes Bæredygtighedsfestival i området. Bæredygtighedsfestivalen er et arrangement for hele familien, som vil emme af leg, læring og spændende aktiviteter, der alt sammen rimer på bæredygtighed og FN’s 17 Verdensmål.