Fra næste uge vil Arbejdstilsynet tage endnu flere initiativer for at forebygge smittespredning af COVID-19 hos de ansatte. Arbejdstilsynet vil på hovedparten af alle tilsynsbesøg give obligatorisk vejledning om smitteforebyggelse på virksomhederne.
Desuden forlænger Arbejdstilsynet den aktuelle skærpede coronaindsats, der samtidig udvides til flere brancher med stor andel udenlandsk arbejdskraft, og så vil Arbejdstilsynet sætte gang i en særlig målrettet indsats på skoler og ungdomsuddannelser på den københavnske vestegn
For at mindske smitten med corona blandt de ansatte vil Arbejdstilsynet fra mandag den 16. november yderligere styrke indsatsen på tre fronter for at forebygge spredningen på landets arbejdspladser.
Arbejdstilsynet vil udvide hovedparten af alle tilsynsbesøg med obligatorisk vejledning om forebyggelse af smitte med COVID-19 hos de ansatte.
Arbejdstilsynet har siden 28. oktober ført målrettede tilsyn i slagterier, restauranter, landbrug, skovbrug og byggeriet, hvor der er en høj forekomst af vandrende arbejdskraft. De foreløbige erfaringer viser, at de generelle råd om god afstand, spritte af mm. er et godt afsæt for at tale forebyggelse med de udenlandske medarbejdere, men de tilsynsførende støder fortsat på arbejdspladser, hvor man ikke lever op til anbefalingerne, og hvor fx rengøringen er for dårlig. Derfor vil Arbejdstilsynet fortsætte indsatsen måneden ud og samtidig udvide indsatsen til gartnerier, vejgodstransport og avisdistribution, hvor der også er en høj andel af vandrende arbejdskraft.
Smittetallet har i en periode generelt været højt i aldersgruppen 10-25 år i kommunerne på den københavnske vestegn. Derfor vil Arbejdstilsynet derudover de næste to uger gennemføre en ekstra indsats målrettet skoler og uddannelsesinstitutioner på Vestegnen, hvor der vil være fokus på vejledning og smitteforebyggelse af COVID-19.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard:
- Vi skal have styr på corona, så vi kan redde menneskeliv og få økonomien på ret køl. De to ting hænger uløseligt sammen. Vi skal bekæmpe smittespredningen, så vi kan få normaliseret arbejdsmarkedet.
- For at få smittetrykket ned er der brug for, at danske arbejdspladser over en bred kam bliver bedre vejledt om forebyggelse af smitte med COVID-19 hos ansatte. Derfor udvider Arbejdstilsynet vejledningsindsatsen om smitteforebyggelse generelt og fortsætter den særlige indsats i brancher med meget udenlandsk arbejdskraft, hvor vi har set flere eksempler på smittespredning.
- Arbejdstilsynet sætter også ind på områder og i regioner med særlige udfordringer som fx skoler og uddannelsesinstitutioner på den københavnske vestegn. Det er vigtigt, at vi på den måde bidrager til at sikre, at skolerne har kendskab til, hvordan de effektivt kan beskytte mod risiko for smitte med coronavirus ud fra sundhedsmyndighedernes retningslinjer.