Cph Garden Awards blev i dag uddelt, da Cph Garden 2022 i dag slog dørene op til fire dages haveshow. De tre vindere, der kommer fra Hune, Hundslund og Vipperød, er nomineret og kåret af Danmarks måske mest dedikerede havemennesker, nemlig Haveselskabets medlemmer og følgere på sociale medier.
Haveselskabet åbnede i dag sit store haveshow Cph Garden og ved et awardshow i forbindelse med åbningen blev der uddelt Cph Garden Award i tre kategorier – bedste havebog-udgivelse, bedste haveoplevelse og årets grønne profil.
De tre vindere kommer fra hvert sit hjørne af Danmark:
Vinder af årets bedste haveudgivelse er Lotte Bjarke fra Hundslund for hendes “Skærehaven trin for trin”.
Prisen for bedste haveoplevelse går til Haven i Hune, som Anne Just står bag. Ballerups borgmester Jesper Würtzen overrakte prisen.
Cph Garden Award for årets grønne profil går i år til Liv Meinert – også kendt som Planteliv – fra Vipperød.
De tre vindere er både nomineret og kåret af haveejere og haveentusiaster fra hele landet. Tidligere på året bad Haveselskabet nemlig sine medlemmer og følgere på sociale medier om at foreslå kandidater til årets Cph Garden i de tre kategorier. De kandidater, der blev foreslået flest gange, blev nomineret til en Cph Garden Award. Herefter kunne alle stemme på de nominerede i hver af de tre kategorier.
Cph Garden er inspireret af de traditionsrige engelske flowershows. I Danmark har vi ikke tidligere haft samme tradition for haveshows som englænderne, men for fem år siden mente Haveselskabet, at det var på tide, at Danmark fik sit eget ”flowershow”. Med inspiration fra de traditionsrige engelske flowershows, skabte Haveselskabet Cph Garden. Verdens ældste haveselskab er det engelske – men det næstældste er det danske, som blev stiftet i 1830, og siden har arbejdet for at udbrede viden om haven og skabe fællesskab mellem haveejerne.
Cph Garden foregår over fire dage frem til søndag 3. juli på Marbækstien i Ballerup. Se programmet på Cphgarden.dk og følg med på Instagram på @cphgarden.
Oplev årets vindere på Cph Garden
• Liv Meinert holder oplæg om at dyrke skærehave i højbede i morgen, fredag 1. juli, kl. 17.
• Lotte Bjarke holder foredrag på Cph Garden om “Skærehaven trin for trin” på lørdag 2. juli kl. 12.15.
Nominerede og vindere af årets Cph Garden Awards:
Bedste havebogsudgivelse
• Design med græsser af Nina Ewald og Poul Petersen
• Skærehaven trin for trin af Lotte Bjarke (vinder af Cph Garden Award 2022)
• Den spiselige permahave af Birgit Rothmann
• Økologiske blomster af Rikke Lentz
• Hvilken plante hvor af Jane Schul
Bedste haveoplevelse
• Fru Pedersens Have
• Troensehaven
• Egeskov Slot
• Haveselskabets Have
• Haven i Hune (vinder af Cph Garden Award 2022)
Årets grønne profil
• Peter Norris
• Søren Vester
• Liv Meinert (Planteliv) (vinder af Cph Garden Award 2022)
• Lotte Bjarke
• Claus Dalby