ForsideAndetÅrsag til fejl på Vilsundbroen er klarlagt

Årsag til fejl på Vilsundbroen er klarlagt

Lørdag den 31. juli faldt broklappen på Vilsundbroen ned i forbindelse med, at den var ved at lukke i. En mangel i styresystemet var den grundlæggende årsag. Systemet er nu ændret, så det samme ikke vil ske igen.

Lørdag eftermiddag blev en sejlbåd rutinemæssigt lukket igennem Vilsundbroen. Da broklappen herefter skulle lukkes, skete det ikke på den sædvanlige, rolige måde. Brovagten oplevede, at klappen lukkede i frit fald, og han nåede ikke at gribe ind, før den faldt i med et stort brag.

I løbet af mindre end en halv time var broklappen dog lagt på plads igen, så vejtrafikken kunne fortsætte. Senere lørdag blev de normale åbninger for søtrafikken genoptaget, og broen fungerede normalt igen.

Efter hændelsen har Vejdirektoratets rådgiver sammen med den entreprenør, der har installeret styresystemet på broen, undersøgt forløbet.

Det viser sig, at broklappen lukkede i uden den sædvanlige styring, som sker ved hjælp af en motor. De første sekunder ser dette ikke faretruende ud, men snart får broklappen fart på og stopper først, når den rammer broen.

Styring af broklapperne på Vilsundbroen foregår ved en automatiseret proces, men der kan være behov for, at brovagten griber ind i denne proces, for eksempel når en ambulance under udrykning er på vej. Ved behov for at gribe ind kan brovagten bruge en knap til at gennemføre et såkaldt ‘forceret stop’. Det medfører, at klappen standses blidt og roligt og uden at skade broen.

Efter hændelsen er systemet dog ændret, så en situation som denne ikke vil kunne opstå igen. Hvis den sædvanlige styring svigter, vil funktionen ‘Forceret stop’ nu automatisk udløses og standse bevægelsen af klappen på en kontrolleret måde, så brovagten ikke behøver at gribe ind.

Det er vigtigt at slå fast, at der ikke på noget tidspunkt i forløbet har været fare for brovagten, trafikanter eller sejlere.

Fremtidig fjernbetjening
Denne hændelse har intet at gøre med den kommende fjernbetjening af Vilsundbroen. Tværtimod vurderer Vejdirektoratet, at situationen muligvis ville kunne have været afhjulpet hurtigere i en fjernbetjeningscentral, hvor flere brovagter er på arbejde samtidig og kan støtte hinanden.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER