ForsideFritidEn tredjedel flere opkald om dyreunger under corona-krisen

En tredjedel flere opkald om dyreunger under corona-krisen

Dette forår har dyreunger givet ekstra travlhed i Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. Mange af de opkald, der kommer til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 i disse dage, kommer fra bekymrede borgere, der mener, de har set en dyreunge i nød.

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 håndterede i 2019 knap 12.000 opkald om dyreunger. I år ses der allerede 30 % flere sager om dyreunger gennem 1812 sammenlignet med den samme periode sidste år.


Ifølge Dyrenes Beskyttelse skyldes det formentlig, at folk grundet corona har haft mere tid til at være i naturen, men opråbet lyder stadig: Lad dyreungerne være i fred.

Disse dyreunger henvendte folk sig mest om til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 i 2019:

– Småfugleunger: 2.137
– Dueunger: 1.682
– Måger, vadefugle, hønsefugle, vandhønseunger: 1.550
– Rålam/kalv: 997
– Skader og kragefugle: 929
– Ællinger: 755


Corona har ændret typen af opkald
”Vores vagtcentral har også mærket coronakrisen. Travlheden har været den samme, men vi har oplevet en ændring i de sager, folk ringer ind om. Her er det særligt opkald om dyreunger, der fylder, da folk syntes, det virker mærkeligt at se en unge uden sin mor,” siger Camilla Jensen, leder af Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.

Opkaldene om dyreunger står for knap 15 pct. af det samlede antal sager til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. Det høje tal viser, at dyreungernes ve og vel i den grad står danskernes hjerte nær. Men faktisk behøver vi ikke bekymre os så meget. Michael Carlsen, som er biolog ved Dyrenes Beskyttelse, forklarer:

”Vi er glade for, at danskerne er opmærksomme på naturen omkring sig, men størstedelen af de dyreunger, der ligger alene, er ikke i nød. De ligger og gemmer sig, og de og deres forældre har helt styr på situationen. Mange dyreunger er ofte ude på egen hånd og det kan man nemt forveksle med, at ungen er i nød,” siger han.

Hvis man er i tvivl, opfordrer Dyrenes Beskyttelse altid til, at man ringer 1812.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER