Jammerbugt Kommune modtager 1.564.815 kr. fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til udarbejdelse af en strategi, der skal reducere sygefraværet yderligere blandt medarbejdere på kommunens seniorområde. Puljemidlerne er til brug i 2020 og 2021.
I et samarbejde med Sundhed og Arbejdsmarkedsafdelingen skal der gennemføres en analyse, der tilvejebringer årsager til langtidssygefravær og gentagne tilfælde af korttidssygefravær blandt medarbejderne på seniorområdet.
Analysen skal danne udgangspunkt for udarbejdelse af en strategi for øget nærvær samt pege på relevante tiltag, der kan både forebygge sygdom og nedbringe sygefraværet.
En væsentlig del af tildelingen af puljemidlerne er rettet mod fokus på forebyggelse og en høj grad af involvering af medarbejdere i udarbejdelse af analyse og strategi for øget nærvær.
Formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Jammerbugt Kommune, Ib Nellemand, ser frem til at følge arbejdet:
”Det er utroligt positivt, at der er så stort et fokus på forebyggelse i det arbejde, vi står over for. Og at de midler vi har fået bevilget i høj grad er tiltænkt frikøb af medarbejdere, der netop har de allerbedste forudsætninger for at pege på indsatser, der kan være med til at øge nærværet blandt deres kolleger,” siger han til jammerbugt.dk.
Formand for Beskæftigelsesudvalget, Morten Klessen, er enig:
”Vi har allerede rigtig gode erfaringer med forebyggende indsatser i Jobcentrets Fastholdelses- og Forebyggelsesteam. Vi ser frem til drøftelser af, hvordan vi kan fintune på samarbejdet og de gode indsatser, vi har i dag.”
Når analyse og strategi for øget nærvær er udarbejdet med udgangen af 2020, skal der i 2021 sættes fokus på implementering af de tiltag, strategien indeholder. Dette arbejde skal følges af begge politiske udvalg.
Formand for Beskæftigelsesudvalget Morten Klessen tilføjer:
”Det er klart, vi vil følge denne del af processen med spænding. Gode resultater kan også bruges til at reducere sygefraværet på andre områder.”