Kampen om æren for den kollektive trafik !
Af Mogens Christen Gade Borgmester i Jammerbugt Kommune
Successer har mange fædre og mødre – fiaskoer har kun en – sådan siger et gammelt ordsprog – og helt forkert er det ikke – seneste eksempel er den kamp der har været ført for så optimal kollektiv trafik i Jammerbugt Kommune, som muligt. Ikke alt blev som vi i Jammerbugt Kommune ønskede – men meget lykkedes. Kampen om æren for det der er opnået er til at få øje på.
Min gode politiske kollega Ole Stavad er som mange andre også aktiv i kampen om ovennævnte ære. Ole skriver i et debatindlæg en sætning, som kan så tvivl om min rolle i kampen: Mig bekendt er planen også godkendt i Kommune Kontakt Rådet, hvor alle borgmestre er med sammen med regionsrådsformanden.
Det er jo en stikpille til undertegnede – godt nok er planen godkendt i omtalte kontaktudvalg – men på mødet i kontaktudvalget den 15. november 2024 under pkt. 5 – drøftelse af mobilitet og infrastruktur fik jeg gjort opmærksom på følgende, som også står i beslutningsprotokollen fra mødet : Mogens Christen Gade (Jammerbugt) udtrykte modstand mod forslaget til Fremtidens Kollektive Trafik vedr. ændringerne på rute 70 og 71 m.m. og henviste i den forbindelse til Jammerbugt Kommunes høringssvar af 4/11 2024. Mogens Christen Gade pegede på mulighed for finansiering af ruterne via nedskalering af timedriften og de midler, Regionen har afsat i forbindelse med Budget 2025.
Således er alle der måtte være interesseret i min gøren og laden i den sag orienteret – jeg har været på de bekymrede borgers side – også i officielle møder.
I øvrigt har der været en urimelig jagt på Christian Hem i forbindelse med den indsats han i denne sag har ydet i bestyrelsen for NT. I NT’s bestyrelse har man vedtaget en ny strategi som hedder Fremtidens Kollektive trafik – det er Christian naturligvis en del af – Når denne strategi så skal realiseres er Christian jo som formand for TMU i Jammerbugt Kommune med til at råbe vagt i gevær – med et høringssvar af 4/11 – 2024 , som omtalt ovenfor. I dette høringssvar fremhæves borgernes og Jammerbugt Kommunes bekymringer. På den måde har Christian formået at løse dels en bestyrelsesopgave og dels at interessevaretage for borgerne og Jammerbugt Kommune.
Når alt dette er sagt synes jeg ligesom jeg i øvrigt også har udtalt til pressen – og som er gengivet i Lige her.nu den 9. april, at der er god grund til at rose borgerne i Ryå og Birkelse for deres kamp for at bevare buskørslen gennem de to byer.
Uden deres kamp havde vi næppe nået den beslutning der nu er truffet. Deres kamp smittede – så der blev skabt opmærksomhed omkring Ingstrup og Aalegårds Mark – og egentlig også om trafikken fra Fjerritslev og vestpå. For sidstnævnte var det desværre ikke muligt at komme igennem med ændringer.
Borgernes initiativ, engagement og vedholdenhed – og den efterfølgende gode løsningsorienterede dialog mellem NT, Regionen og Jammerbugt Kommune – hvor der i høj grad er blevet lyttet til borgernes bekymringer – skabte et resultat der er til at leve med.