ForsidePandrupMinister-Ane var skraldemand for en dag

Minister-Ane var skraldemand for en dag

Minister-Ane var skraldemand for en dag

En del beboere i området rundt om Kås fik sig i denne uge lidt af en overraskelse, da deres skrald blev hentet af en minister. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) var renovationsarbejder for en dag for selv at opleve nogle af de udfordringer, man oplever som renovationsarbejder i Nordjylland.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) fik et noget alternativt lift, da hun i denne uge landede i Aalborg Lufthavn. Renovationsarbejder John Christensen holdt nemlig klar ved kantstenen i sin store hvide Scania skraldebil, for at give ministeren med bl.a. ansvar for arbejdsmiljøet muligheden for at være renovationsarbejder for en dag. Efter at have trukket i sikkerhedssko og gult reflekstøj kørte Ane med på Johns rute i Jammerbugt Kommune, så hun på egen krop kunne opleve nogle af de problemstillinger, man som renovationsarbejder oplever, når man henter skrald i Nordjylland.

”En renovationsarbejder tømmer op til 400 skraldespande på hver eneste tur. Der er virkelig mange løft og bevægelser med kroppen. Derfor kan selv meget små dårlige bevægelser og svær fremkommelighed skabe problemer over tid. Da jeg var med John rundt på hans rute, blev helt det tydeligt for mig, hvorfor det er vigtigt at have fokus på de her ting,” fortæller Ane Halsboe-Jørgensen, der også fik en god snak med Johns kollegaer fra Remondis i deres skurvogn i Moseby ved Kås.

”Ane er en lærenem elev, så hun fik hurtigt styr på, hvordan man får tømt skraldespanden op i bilen. Og som det vigtigste, så oplevede hun selv nogle af de udfordringer, vi som renovationsarbejdere oplever ude på ruten, med at mudder, skærver græs og grus gør det besværligt at få trukket skraldespandene hen til bilen. Og så fik vi en rigtig god snak i skurvognen med kollegaerne,” fortæller John der har kørt skraldebil i 12 år.

Foto: Privat
Foto: Privat

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER