Mindeord
Af Sven Borregaard Brombærvænget 28 6094 Hejls
Pastor em. Svend Erik Langdahl, Ø. Snede ved Hedensted er død, 90 år gammel.
Pastor Langdahl blev sognepræst som 28-årig i Haverslev-Skræm pastorat i juli 1962 og flyttede med sin hustru Else og to drenge ind i den gamle præstegård i Haverslev. Det blev fem meget virksomme år både i pastoratet og udenfor. Pastor Langdahl blev tropfører for KFUM-spejderne i Bonderup, og nogle få senere oprettede han og fru Else en trop for pigespejdere. I 1964 blev deres tredje søn født.
Pastor Langdahl mindedes på sine ældre dage især den gode kirkegang, der var i sognene og bibellæsningerne i Skræm sogn. Han sagde, at deres bedste tid var tiden i Haverslev-Skræm.
Efter at pastor Langdahl blev pensioneret, var han et par år sommerferiepræst i Nordnorge, en tid han også mindedes med stor glæde.
Han og fru Else blev ved med at komme til Han Herred, efter at deres søn Niels Jørgen Langdahl blev sognepræst i Fjerritslev. Han døde desværre alt for tidligt i 2015 og ligger begravet på kirkegården i Kollerup. Else døde for tre år siden.
Svend Erik Langdahl blev begravet fra kirken i Ø. Snede fredag den 18. oktober 2024.