Jammerbugt Kommune fastholder sin status som Nordjyllands sommerhuskommune nr. 1
Solstråler, sandstrand og sommerhus.
Det er feriedrømmen for mange danskere, og det oplever man i Jammerbugt Kommune, hvor sommerhussalget er skudt i vejret i årets første seks måneder. Her er der blevet solgt hele 183 sommerhuse, en stigning på 20 % sammenlignet med de 153, der blev solgt i samme periode sidste år. Det viser tal fra Boligsiden.dk.
”De lave renter har givet sommerhuskøberne blod på tanden, især hos den del af køberne, der har tænkt sig at udleje sommerhuset. Her er der et fantastisk forhold mellem indtægt og renteudgift, og man kan eje et sommerhus for meget rimelige månedlige omkostninger,” fortæller ejendomsmægler Mikael Thomsen fra Home Blokhus-Løkken.
”Jammerbugt Kommune har været Nordjyllands sommerhuskommune i en lang årrække, og derfor er det ikke overraskende, at det også er her, vi ser den største stigning i antallet af salg. Strækningen mellem Blokhus i Jammerbugt Kommune og Løkken i Hjørring Kommune er meget populær, og begge steder oplever vi rigtig stor aktivitet og efterspørgsel”.
Foruden Jammerbugt står Aalborg Kommune og Hjørring Kommune for størstedelen af Nordjyllands i alt 742 sommerhussalg i årets første seks måneder mod 655 i samme periode sidste år. En fremgang på 13 %.
”Danskerne har flere penge mellem hænderne, og mange vil hellere investere i livskvalitet end at have pengene stående i banken. Og med mulighed for udlejning og stigende sommerhuspriser, kan de endda ende med et lille afkast,” fastslår Mikael Thomsen.
De seneste tal fra Boligsiden viser, at de gode takter er fortsat ind i andet halvår. I juli måned blev der solgt hele 162 sommerhuse i Nordjylland, en stigning på 30 % sammenlignet med juli 2018.
Kilde: Home / Boligsiden.dk