ForsideAndetGiv cykelhjelmen et sikkerhedstjek

Giv cykelhjelmen et sikkerhedstjek

En cykelhjelm forbedrer cykelsikkerheden betydeligt. Det er de fleste næppe i tvivl om. Men det er ikke nok at køre med cykelhjelm, hvis den ikke bliver brugt rigtigt.

Konsekvensen er nemlig, at sikkerheden falder betydeligt. Børneulykkesfonden guider til korrekt brug af cykelhjelmen.

I Danmark er der ingen regler om brug af cykelhjelm. Du må altså selv afgøre, om du mener, det er nødvendigt at bruge cykelhjelm. En cykelhjelm kan dog gøre en stor forskel, hvis du eller dit barn kommer ud for en ulykke i trafikken, og det anbefales derfor, at alle bruger cykelhjelm.

Heldigvis er de danske forældre generelt gode til at give deres børn cykelhjelm på. I en undersøgelse, som Epinion har foretaget på vegne af Børneulykkesfonden, svarer hele 79 % af forældre med hjemmeboende børn under 16 år faktisk, at deres barn altid kører med cykelhjelm. Og det glæder man sig over hos Børneulykkesfonden, som arbejder for at øge børnesikkerheden i Danmark og nedbringe antallet af børneulykker:

”Det er dejligt, at så mange børn bruger cykelhjelm, men jeg så naturligvis allerhelst, at alle børn kører med cykelhjelm, for det er nu og engang den bedste måde at beskytte sig mod hovedskader ved cykelulykker”, siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Sikkerhedstjek af cykelhjelmen

Hvis cykelhjelmen skal give den optimale beskyttelse, er det vigtigt at den bruges korrekt og sikkerhedstjekkes med jævne mellemrum. Sikkerheden falder nemlig betydeligt, hvis hjelmen f.eks. sidder forkert, eller hvis den ikke har den rigtige størrelse. Husk derfor også at give dit barns cykelhjelm et sikkerhedstjek med jævne mellemrum.

”Hvis en cykelhjelm ikke bruges korrekt, falder sikkerheden betydeligt. Derfor er det vigtigt at give den et sikkerhedstjek i ny og næ. Derudover skal man naturligvis altid vælge den rigtige størrelse cykelhjelm. Husk at måle omkredsen af dit hoved, der hvor det er tykkest, inden du køber hjelmen, så du er sikker på, at den passer”, siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Børneulykkesfonden og ABUS sætter fokus på cykelsikkerhed for hele familien

Selvom de danske forældre generelt er gode til at give deres børn cykelhjelm på, er der plads til forbedring, når det kommer til dem selv. Føromtalte undersøgelse viser nemlig også, at det kun er 40 % af forældrene, der altid selv husker cykelhjelmen. Sammen med de danske teenagere er forældrene dermed den gruppe, der oftest glemmer at spænde hjelmen inden cykelturen.

Det vil Børneulykkesfonden og cykelhjelmsproducenten ABUS gerne gøre noget ved. Derfor lancerede de sidste år kampagnen #sikkercykelby, der har til formål at gøre cykelturen mere sikker for både børn og voksne. Med kampagnen ønsker ABUS og Børneulykkesfonden at sætte fokus på vigtigheden af at bruge cykelhjelm uanset ens alder.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER