Forside112Politiet håber på dialog om hjemmerøveriet ved Aabybro

Politiet håber på dialog om hjemmerøveriet ved Aabybro

Nordjyllands Politi vil være til stede i Aabybro onsdag den 14. august kl. 12.00-15.00. Målet er dialog med lokale borgere efter hjemmerøveriet mod et ældre ægtepar på Kattedamsvej natten til mandag.

”Røveri i eget hjem – hvor man skal føle sig tryg – er en yderst alvorlig sag, så vi efterforsker lige nu intensivt i sagen.”

Sådan sagde den ansvarlige for politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Anders Uhrskov, i en pressemeddelelse mandag den 12. august. Han understregede, at Nordjyllands Politi har afsat adskillige styrker til at efterforske hjemmerøveriet.  

Vil øge trygheden og håber på oplysninger

Nu håber politiet desuden på at komme i dialog med lokale borgere om den alvorlige sag. To betjente vil nemlig være til stede med den mobile politistation ved Aabybro Centret ved Meny onsdag den 14. august kl. 12.00-15.00.

”Betjentene vil være klar til en dialog med borgere, der måtte føle sig utrygge og gerne vil have en snak ansigt til ansigt med politiet. Samtidig håber vi på, at borgere, der har set eller hørt noget, der kan have relation til hjemmerøveriet, vil komme forbi og dele det med os,” forklarer politikommissær Michael Karstenskov, som står for den mobile indsats på dagen.

Bemærk: Åbningstiden på Kaas Politikontor vil onsdag den 14. august være kl. 10.00-12.00 (i stedet for kl. 10.00-15.00), da betjentene jf. ovenstående er at træffe i Aabybro.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER