Af Ole Stavad (A)
I Danmark har vi indrettet os mere decentralt, end i de fleste andre lande, som vi sammenligner os med. Derfor fylder den kommunale og regionale økonom også rigtig meget i den samlede samfundsøkonomi.
Det er derfor også helt forståeligt, at de kommunale og regionale økonomiaftaler for 2023 er strammere, end vi bryder os om. Vi er nødt til at bekæmpe en stigende inflation og få styr på et overophedet arbejdsmarked med mangel på arbejdskraft. Ellers risikerer vi, at det går rigtigt galt. I sidste ende rammer det altid hårdest hos dem, der har mindst.
De stramme aftaler efterlader store udfordringer, når budgetterne for 2023 skal forhandles på plads efter sommerferien. Det er en politisk opgave, som vi tog på os, da vi stillede op og blev valgt i november sidste år. Mange risikerer at blive skuffede – og nogle sure – men det er en bunden opgave, som man ikke skal pive over.
Der er dog et enkelt område, hvor opgaven ser nærmest umulig ud. Det gælder den kollektive trafik. Altså finansieringen af vore regionale busser og tog. Her mangler vi lige nu et beløb på ca. 65 mio. kr. i 2023 i Region Nordjylland for at få økonomien til at hænge sammen.
Gældende lov betyder, at regionernes økonomi er delt op i tre kasser: Sundhed, Regional Udvikling og Socialområdet. Der er vandtætte skotter mellem de tre kasser, så der kan ikke overføres penge mellem kasserne.
Den kollektive trafik skal finde pengene fra kassen for Regional Udvikling. Ud over kollektiv trafik er den anden store udgiftspost opsporing og oprensning efter jordforurening med sikring af vort drikkevand. Mindre poster på budgettet dækker indsatser til klima, miljø og bæredygtig udvikling, samt kultur, uddannelse og sundhedsinnovation.
Inden for ”den lukkede kasse” er det simpelthen ikke muligt at finde et beløb på 65 millioner. Bliver det alligevel resultatet, vil det efterlade noget der ligner ”en massakre” på de områder, som vi lovgivningsmæssigt er forpligtet til at varetage. Det kan ikke være hensigten.
Det er ikke en særlig nordjysk problemstilling. Den samme problemstilling findes tilsvarende i de fire øvrige regioner. Derfor også en stæk appel til både finansministeren og transportministeren om at vise ansvar og finde en løsning. Det haster faktisk.
Det vil være fuldstændigt grotesk, hvis vi bliver tvunget til at gennemføre en massakre på den kollektive trafik. I Region Nordjylland er vi næsten i mål med at omstille vore busser til at køre på ”grønne drivmidler”. Det vil da være direkte tåbeligt at tvinge endnu flere over i private diesel- og benzinbiler – og med endnu mere trængsel på vejnettet.
Når regeringen og regionerne forhandler økonomi, er sundhedsområdet naturligvis det helt afgørende omdrejningspunkt. Sundhed og sygehuse er regionernes hovedopgave. Andre vigtige områder, som regionerne varetager, risikerer derfor at fylde for lidt i forhandlingerne. Bl.a. den kollektive trafik. Det må der rettes op på. Jeg nægter i hvert fald at tro på, at en ”grøn regering” vil tage ansvar for en politik, der i den grad risikerer at ødelægge den kollektive trafik i de dele af landet, hvor der ikke kører tog, og hvor der er lidt længere mellem husene.
Man kan ikke tale om at udvikle ”et decentralt Danmark”, som regeringen gør, samtidig med at man nedlægger den kollektive trafik i store dele af landet.