Husets alder og type bestemmer omfanget af din forsikringsdækning


Når man køber en bolig, følger der en hustypebeskrivelse med som supplement til tilstandsrapporten. Hustypebeskrivelsen giver indblik i de typiske fejl og mangler ved lignende boliger fra samme tidsperiode. Men de færreste er klar over, at ejerskifteforsikringen ikke dækker skader, som køber burde have kendskab til.

Sikkerhedsstyrelsen inddeler danske boliger i 16 hustyper, som boligkøbere skal kende til for at undgå manglende forsikringsdækning. Ejerskifteforsikringen dækker nemlig hverken skader, som køber burde have kendt til eller forventelige skader for hustypen, som står nævnt i hustypebeskrivelserne.

-- annonce ---


Som køber er det værd at vide, at skader som f.eks. fugt i kælderen ikke dækkes af ejerskifteforsikringen på flere hustyper, fordi opstigende grundfugt vurderes som forventeligt i forhold til den daværende byggepraksis. Ejerskifteforsikringen dækker heller ikke skader, der opstår på grund af boligens alder, slid eller dårlig vedligeholdelse, selvom datidens byggepraksis kan gøre det svært at vedligeholde enkelte bygningsdele.

Manglende sikring mod grundfugt er lig med manglende forsikringsdækning ved skimmelsvamp

I hustypebeskrivelsen for hustypen ’Bungalow ca. 1925-1945’ fremgår det bl.a., at boliger fra denne tidsperiode ikke er sikret mod grundfugt. En ejerskifteforsikring vil derfor ikke dække en eventuel fugtskade, fordi køber via hustypebeskrivelsen burde kende til boligens byggeteknik og manglende sikring mod grundfugt. Der er med andre ord tale om en forventelig skade for hustypen.  

Det samme gælder husforsikringen, der kun dækker den egentlige værdi af huset, når skaden sker. Det kan f.eks. betyde, at selvom køber har betalt 2 mio. kroner for boligen, så kan forsikringsselskabet værdisætte boligen lavere, når der opstår skader som f.eks. skimmelsvamp – udelukkende på grund af boligens stand, alder og hustype på skadetidspunktet.

”Man bør nærlæse hustypebeskrivelsen, når man leder efter ny bolig. Hustypen bestemmer ejerskifteforsikringens dækningsomfang, og det er godt at være forberedt på de typiske skader ved hustypen i tilfælde af, at noget dukker op senere hen”, fortæller formanden for Danske BOLIGadvokater, Niels Erlandsen. Han fortsætter:

”Det kan være relevant at have en liste over typiske fejl og skader ved en bolig, men boligkøbere skal være meget opmærksomme på, at alt der står nævnt i beskrivelserne som udgangspunkt ikke anerkendes som en skade af forsikringsselskabet, fordi de opstår grundet forhold, som køber allerede er blevet gjort bekendt med via hustypebeskrivelsen’’. 


Formålsløse ejerskifteforsikringer

I en bolighandel skal sælger tilbyde en ejerskifteforsikring til køber og tilbyde at betale halvdelen af præmien. Formålet med ejerskifteforsikringen er at sikre begge parter ved at dække eventuelle skjulte fejl og mangler, der dukker op efter købet, men som allerede var til stede på overtagelsesdagen. Derfor ser Danske BOLIGadvokater det som problematisk og imod ejerskifteforsikringens egentlige formål, når den dyrt indkøbte ejerskifteforsikring ikke dækker ved ’’forventelige’’ skjulte skader og i stedet efterlader køber med regningen.

Danske BOLIGadvokater anbefaler, at man som boligkøber altid bør få tilføjet et advokatforbehold til købsaftalen. Med et advokatforbehold kan man som boligkøber komme gratis ud af handlen igen, hvis man i samråd med sin BOLIGadvokat finder ud af, at der er forhold ved boligen, som betyder, at man ikke ønsker at købe alligevel.

Faktaboks:


Sikkerhedsstyrelsens 16 hustyper:

  1. Bindingsværkshuse
  2. Landhuse og mindre byhuse
  3. Patriciervilla
  4. Murermestervilla
  5. Funkisvilla
  6. Bungalow
  7. Huse fra 1940-1960
  8. Huse fra 1960-1975
  9. Huse fra 1975-2000
  10. Huse fra 2000 og frem
  11. Huse af træ fra 2000 og frem
  12. Række- og kædehuse
  13. Sommerhuse af træ før 1960
  14. Sommerhuse af træ efter 1960
  15. Gasbetonhuse
  16. Udefinerede huse

Læs mere om de enkelte hustypebeskrivelser på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside:

https://www.sik.dk/privat/koeb-og-salg-bolig/information-om-koeb-og-salg-bolig/16-hustypebeskrivelser