Stigende fødevarepriser i Danmark får fødevareminister Rasmus Prehn til at intensivere kampen mod madspild. Nu kommer han med en direkte appel til danskerne om at støtte det frivillige arbejde med at få overskudsmad fra supermarkederne ud til de mennesker i Danmark, der har mest brug for det. Samtidig nedsætter ministeren en task force, der bl.a. skal se på muligheden for at gøre det lettere at donere overskudsmad. Detailbranchen og madspildsforeninger bakker op
Alt for mange bakker med tomater, poser med ris og net med appelsiner ender i skraldespanden bag supermarkedet frem for at lande på tallerkenerne hjemme hos danskerne. Det vurderes, at de danske supermarkeder hvert år smider omkring 80.000 tons mad ud. Der bliver i dag leveret en stor og vigtig indsats i dagligvarehandlen for at nedbringe madspildet. Det er den indsats, der nu skal styrkes.
I en tid hvor bl.a. krigen i Ukraine har resulteret i stigende fødevarepriser, er det nødvendigt at tage flere midler i brug, for at hjælpe de danskere der har svært ved at få madbudgettet til at række. Derfor kommer fødevareminister Rasmus Prehn nu i samarbejde med COOP, De Samvirkende Købmænd, FødevareBanken og Stop Spild Lokalt med en direkte appel til danskerne:
Meld jer sig som frivillig madredder og engager jer i den lokale madspildsforening! Hver dag hjælper organisationer som FødevareBanken og Stop Spild Lokalt med at fordele fødevarer, som detailhandlen ikke kan sælge. Men der mangler hænder og ressourcer, hvis det store potentiale skal udnyttes, og flere trængte familier skal hjælpes i denne svære tid.
”Priserne på mad tordner i vejret. Når vi alle sammen skal få madbudgettet til at strække lidt længere, så er det helt oplagt, at færre tomater, frugter og pastaskruer ender i skraldespanden bag supermarkedet, men i stedet skal lande på tallerkenerne hjemme hos danskerne. Derfor kommer vi nu med en fælles opfordring til danskerne. Meld jer som frivillig madredder eller hjælp på anden vis de frivillige organisationer. Det kan være at stille tomme lokaler til rådighed, låne sin varevogn ud i weekenden eller på anden vis tilbyde sin hjælp til madredderne. Sammen kan vi sikre en håndsrækning til dem, der har svært ved at få madbudgettet til at strække, samtidig med at vi trækker Danmark i en grønnere retning”, siger fødevareminister Rasmus Prehn.
”I Coop er vi lige nu optagede af, hvordan vi bedst kan hjælpe kunderne gennem krisen. En af måderne er vores samarbejde med bl.a. Stop Spild Lokalt, som gør et fantastisk frivilligt arbejde. Derfor er vi glade for ministerens initiativ, hvor vi gerne bidrager til at minimere madspild samtidig med, at vi hjælper danskere, der har det svært, gennem krisen”, siger Kræn Østergaard Nielsen, adm. direktør i COOP.
“Ministerens initiativ er meget prisværdigt i kampen mod madspild – og ekstra værdsat i disse måneder, hvor fødevaremarkedet er ramt af krigen i Ukraine. Jo mere FødevareBanken og Stop Spild Lokalt kan komme rundt i hele landet, desto bedre får vi indsamlet, hvad der ikke er solgt til nedsat pris eller via Too Good To Go. Det er og bliver vigtigt – ikke mindst for de mange mindre butikker – at de lovgivningsmæssige barrierer, som fortsat gør donationer bøvlet for butikkerne, fjernes. Man skal jo ikke straffe de forretningsdrivende for at gøre en god gerning”, siger John Wagner, adm. direktør for De Samvirkende Købmænd, som bl.a. repræsenterer REMA 1000, MENY og SPAR.
”De stigende fødevarepriser rammer mennesker i de sværeste livssituationer i vores samfund og vi mærker en øget efterspørgsel efter den hjælp, FødevareBanken tilbyder. I FødevareBanken glæder vi os over dette vigtige initiativ. Der er brug for en optimering af madspildsindsatsen så mad produceret til mennesker også bliver spist af mennesker. FødevareBankens frivillignetværk på over 200 frivillige er klar til at byde nye frivillige velkommen og dermed øge indsamling og levering af overskudsmad til sociale organisationer i hele landet. Med dette samarbejde bliver overskudsmad til måltider – til glæde for mennesker, der har brug for det”, siger Lea Gry von Cotta-Schønberg, direktør for FødevareBanken.
”Vi redder i Stop Spild Lokalt mere end 30 tons overskudsmad hver dag, men vi kan redde endnu mere mad og hjælpe endnu flere mennesker end vi allerede gør i dag. Men for at vi kan gøre det, så har vi behov for ledige lokaler fra enten kommuner, skoler, boligselskaber eller private. Vi har også behov for at kunne låne biler, få flere frivillige og økonomi gennem funding eller støtte fra privatpersoner og virksomheder – Hvis du derfor kan hjælpe med noget af dette, så vil vi meget gerne høre fra dig på re@stopspildlokalt.dk eller via Facebook”, siger Rasmus Erichsen, Direktør i Stop Spild Lokalt.
”I tænketanken ONE\THIRD er vi utrolig glade og tilfredse med, at fødevareministeren sætter fokus på at gøre det lettere at donere overskudsmad. Tænketanken har netop anbefalet regeringen af oprette en task force på tværs af ministerierne, der skal styrke indsatsen mod madspild og bidrage til at sikre, at rammevilkår ikke bliver et unødigt benspænd for dem, der gerne vil donere mere overskudsmad. Med de enorme mængder af mad, der går til spilde i en tid med stigende fødevarepriser, er det jo et fantastisk initiativ, at ministeren opfordrer flere til at melde sig frivilligt i kampen som madreddere. I tænketanken ONE\THIRD er vi sammen med vore medlemmer i gang med at udvikle en ny donationsvejledning, som vi håber at kunne lancere meget snart”, siger Flemming Besenbacher, formand for madspildstænketanken ONE\THIRD.
Ny task force skal styrke arbejdet med madspild
Dagligvarebutikkerne oplever i dag en række barrierer, der gør, at de ikke kan udnytte potentialet for at donere overskudsfødevarer. Der er brug for, at så mange barrierer som muligt fjernes. Derfor nedsætter fødevareministeren nu en task force som bl.a. skal se på muligheden for at gøre det lettere at donere overskudsmad.
Det gør han på baggrund af anbefalinger fra tænketanken ONE\THIRD og regeringens klimapartnerskaber. Task forcen vil inddrage detailhandel, fødevarevirksomheder og madspildsorganisationer i arbejdet.
Fakta:
Hvert år smider de danske supermarkeder omkring 80.000 tons mad ud. En stor del af disse fødevarer kan gøre gavn som måltider.
I Danmark er det samlede madspild på 814.000 tons spiselige fødevarer. Det svarer til, at Danmark hvert år smider mad ud for en værdi af 8,4 mia. kr. (tænketanken ONE\THIRD).
Der har siden slutningen af 2021 været markant stigning i fødevarepriserne. Som eksempler på store prisstigninger kan nævnes, at fra marts 2021 til marts 2022 er ”andre spiselige olier” steget 64,2 pct.,”mælk, frisk” er steget 21,4 pct. og ”okse- og kalvekød” er steget 18,6 pct. Der har været en generel prisstigning på fødevarer på 7,7 pct. fra april 2021 til april 2022 (Danmarks Statistik).
Danskerne opfordres til at melde sig som frivillig madredder og engagere sig i den lokale madspildsforening. Det kan man f.eks. gøre hos FødevareBanken og Stop Spild Lokalt.
Tænketanken ONE\THIRD har anbefalet regeringen at gøre det muligt for fødevarevirksomheder at overlevere erfarede udfordringer og barrierer affødt af rammevilkår til en tværministeriel gruppe.
Regeringens klimapartnerskab for handel har anbefalet regeringen af oprette en task force til forebyggelse og upcycling af madspild, der kan påvise områder, hvor virksomhederne kan nedbringe madspild og upcycle til mest mulig værdi i forhold til klima.
Fødevareministeren nedsætter nu en task force som bl.a. skal se på muligheden for at gøre det lettere at donere overskudsmad. Task forcen vil inddrage detailhandel, fødevarevirksomheder og madspildsorganisationer i arbejdet.