Det blev kun til en enkelt halvsæson i den blå trøje for angriber Frederik Høgh og midtbanespiller Marcus Sloth, der begge kom til Jammerbugt FC i sommers.
Høgh, der skiftede fra Middelfart Boldklub, og Sloth, som kom til fra VSK Aarhus, rykkede således begge teltpælene til Nordjylland. Det blev kun for en kort stund, men alligevel har begge sat sit præg på Jammerbugt FC’s første halvdel af NordicBet Liga sæsonen.
– De skal begge have tak for indsatsen, de har leveret i dette halvår. Det har været professionelt og begge faldt også godt til i truppen. At der for hver især har været omstændigheder, der har gjort, at det ikke skulle fortsætte, er jo sådan det er nogle gange i fodboldens verden. Men vi kan ikke sige noget til deres bidrag til holdet og til klubben. Jeg har været glad for at få lov til at træne dem. Det er to spillere, jeg som træner har mødt på modstanderhold igennem flere år, så det har været rart at stå på træningsbanen sammen med dem, smiler Bo Zinck og tilføjer.
– Så selvom det blev lidt kort, så har det været en god tid, og vi har i klubben været glade for at have dem begge. Vi håber det bedste for Frederik og Marcus fremover. Det fortjener de. Det er et par gode fyre.
Til både Frederik og Marcus skal lyde en stor tak for indsatsen i den blå trøje. Al muligt held og lykke med fodboldfremtiden til begge fra Jammerbugt FC.