Af Ole Stavad (S) Regionsrådsmedlem, Formand for Udvalg for Regional Udvikling Kirsten Holcks Vej 8, 9460 Brovst
Nærhospital til Jammerbugt.
Jeg kan forstå, at Venstres Pia Karlsen, Skagen, mener, at regeringens tilbud om et ”Nærhospital” i Skagen bare er: ”En narresut til skagboerne” (Nordjyske 28.10.).
Nu tegner Venstres negative holdninger heldigvis ikke Skagen. De udsagn jeg i øvrigt har hørt fra skagboerne, er næsten alle sammen glade og positive.
Derfor er de sure bemærkninger fra Venstres Pia Karlsen nok også bare et led i Venstres generelle valgstrategi. Her er oplevelsen, at man forsøger at nedgøre alt det, som socialdemokrater har stået i spidsen for. Det gælder også, selv om Venstre har været med i næsten alle beslutningerne. Det har Venstre i hvert fald været i regionsrådet, men det afholder tilsyneladende ikke Venstres nye spidskandidat for at mene, at næsten alt det Venstre har været med til at beslutte – har været forkert..
Hvis Venstre skulle lykkes med at sabotere planerne om et ”Nærhospital” i Skagen, er jeg helt sikker på, at vi med glæde vil modtage det i Jammerbugt, hvor vi har et fantastisk godt sundhedshus i det tidligere Brovst Sygehus.