Selv om forhandlingerne om en ny overenskomst først begynder i januar 2020, benytter HK/Privat årets kampdag til at skyde gang i en godt to uger lang kampagne med lokale virksomhedsbesøg i Midt- og Vestjylland, der skal indsamle medlemmernes ønsker til deres arbejdsliv.
1. maj er ikke bare en symbolsk dag, hvor fagbevægelsen lufter de røde faner. I HK/Privat er Arbejdernes Internationale Kampdag også startskuddet på næste runde overenskomstforhandlinger på det private område.
For selv om de egentlige forhandlinger først begynder i 2020, går HK/Privat fra den 1. maj og de næste godt to uger frem til den 17. maj går fagforeningen nemlig i gang med at indsamle krav til næste overenskomst hos sine medlemmer.
“Vi vil gerne i dialog med medlemmerne. Overenskomsterne skal være bygget på medlemmernes behov, derfor spørger vi dem om, hvad der ville gøre deres arbejdsliv bedre”, siger Simon Tøgern, sektorformand for HK/Privat.
Samlet set skal omkring 60.000 medlemmer af HK/Privat skal have fornyet deres overenskomst. Og da overenskomsten skal afspejle medlemmernes ønsker og hverdag, går HK/Privat allerede nu i gang med at spørge medlemmerne, hvad et godt arbejdsliv er for dem.
Det sker gennem mere end 1.000 virksomhedsbesøg landet over, opfordringer til at udfylde postkort og elektroniske indberetninger og kampagner på sociale medier. I Midt- og Vestjylland er der planlagt besøg på alt fra tandlægeklinikker til Arla, fortæller formand for HK Privat MidtVest, Inger Stranddorf:
“Det er så vigtigt, at vi kommer i kontakt med så mange medlemmer som muligt. Når vores medlemmer har et stort engagement i overenskomstforhandlingerne, så giver det også er stor stemmeprocent, når der skal stemmes om resultatet i foråret 2020, er jeg sikker på.”
Indsatsen er inspireret af overenskomstforhandlingerne i 2017, hvor HK/Privat kørte en lignende kampagne for at få medlemmernes ønsker til årets overenskomstkrav. Her lykkedes det blandt andet at sikre en fordobling af fritvalgskontoen fra 2 til 4 procent, omsorgsdage og løn under en større del af forældreorloven for børnefamilier og en række seniortiltag.
Overenskomstforhandlingerne 2020 begynder i januar.