Har du planer om at istandsætte dit hjem? Nu kan du søge om tilskud til energirenovering fra den nye Bygningspulje, der bl.a. udløser et tilskud på 10.000 kr. for isolering af et uudnyttet loft. Så grib tilskudsmulighederne og giv din boligoptimering den bedst mulige start.
Der bliver handlet, bygget og ikke mindst istandsat som aldrig før, konkluderer en nyligt offentliggjort prognose fra Dansk Industri. Årsagen er ikke mindst, at de stigende huspriser og lave renter medfører øget friværdi – og det er ikke uden grund, at den oftest bliver brugt på at forbedre boligen. Energirenovering bidrager nemlig til at løfte indeklimaet samtidig med, at varmeregningen holdes nede.
Nu kan et velisoleret hjem tilmed udløse et klækkeligt energitilskud. Efter påsken er der nemlig åbnet op for ansøgninger til energitilskuddet, også kendt som Bygningspuljen. Den nye pulje giver alle typer af helårsboligejere mulighed for en økonomisk håndsrækning til energiforbedringer. Der er afsat i alt 675 mio. kr. i 2021 i skattefrit økonomisk tilskud til husejere, som foretager energiforbedringer, der sparer energi.
Pengene uddeles efter først til mølle-princippet. Ifølge Boligejernes Videncenter Bolius kan det derfor være en god idé at være forberedt, så du kan få del i puljen, der er åben fra uge 14, dvs. ugen efter påsken. Der forventes dog at komme flere ansøgningsrunder i 2021, så du ikke skal vente et helt år med at søge igen, hvis du ikke er en af de heldige, der får tilskud første gang.
Fuld valuta for din investering
Bygningspuljen giver bl.a. mulighed for at søge om tilskud til efterisolering af dit tag og loft, skunkvægge eller skråvægge under taget. Og ikke mindst på den lange bane kan isoleringsarbejde være en oplagt mulighed for at få fuld valuta for din investering i boligforbedringen.
Det påpeger Jens Engbo Norddal, der er adm. direktør hos papirisoleringsproducenten Papiruld Danmark. Han betragter den nye pulje som et kærkomment tiltag, da den tilskynder boligejerne til at foretage forbedringer, der vil gavne både komforten og pengepungen mange år frem.
– Mange prioriterer at få isoleret huset, fordi de på den måde opnår bedre indeklima og slipper for ubehagelige trækgener og fodkulde. Men udover øget komfort får en stor andel boligejere fuld valuta for investeringen i form af varmebesparelser i tusindkronersklassen. Det giver afgjort en stærk tilskyndelse til at komme i gang, og vi oplever i hvert fald en stærkt stigende efterspørgsel på miljøvenlig papirisolering. Ingen tvivl om, at der med introduktionen af Bygningspuljen er føjet endnu et økonomisk incitament til beslutningen om at få isoleret huset.
Sådan lyder det fra Jens Engbo Norddal, der samtidig påpeger, at det generelt altid kan betale sig at investere i et velisoleret hus – energitilskud eller ej:
– Vi hilser absolut Bygningspuljen velkommen, da det er en fantastisk ordning, som tilskynder til optimering af bygningsmassen i hele Danmark. Men det er samtidig vigtigt at huske på, at energiforbedrende tiltag som f.eks. isolering generelt altid vil være en god investering i dit hjem. Og jo hurtigere du investerer, jo flere penge sparer du på varmeregningen, understreger han.
Sådan søger du om tilskud
Vil du søge om tilskud, er der en række faktorer, som du skal være opmærksom på. Først og fremmest er det vigtigt, at du ansøger, før projektet igangsættes. Hvis du først har købt materialer eller underskrevet en aftale med håndværkeren, er du afskåret fra at få del i Bygningspuljen.
Din bolig skal desuden være registreret som helårsbolig i BBR-registret. Samtidig skal den have et gyldigt energimærke – medmindre du kun skal have installeret varmepumpe.Først når du har modtaget et svar med tilsagn om tilskud, skal der laves en aftale om arbejdet. Dernæst har du 2 år til at gennemføre dit projekt. Der er faste tilskudssatser, og Energistyrelsen har lavet en beregner, så du nemt kan tjekke hvor meget tilskud, du kan få. Beregneren viser eks., at du kan modtage mere end 10.000 kr. for isolering af et uudnyttet loft.
Vær opmærksom på, at du ikke både kan få økonomisk støtte fra Bygningspuljen og bruge dit håndværkerfradrag på det samme projekt. Bliver du ikke en af de heldige, der får del i Bygningspuljen, udgør håndværkerfradraget derimod en garanteret økonomisk håndsrækning, som du har mulighed for at trække på.
Læs mere om den nye tilskudsordning her: https://sparenergi.dk/forbruger/boligen/tilskud