Fejl mod Frem kostede dyrt

Cheftræner Bo Zinck Foto: THOMAS JANSEN JammerbugtFC
Print Friendly, PDF & Email

Frem fik sin revanche lørdag eftermiddag i Valby, da det endte med en 3-0 hjemmesejr til de tværstribede. Få uger forinden havde Jammerbugt FC sendt Frem hjem til netop Valby med et nederlag på 5-2. Denne gang var rollerne vendt på hovedet.

Præstationen var dog ikke så skidt som resultatet måske antyder. I hvert fald ikke i første halvleg, hvor Jammerbugt FC var godt med i opgøret. Men fejl sneg sig ind og det koster i et topopgør som dette. Marginalerne var ganske enkelt ikke med de blå, hvilket ikke mindst målene i 1. halvleg viste.


Værterne bragte sig i front efter 10 minutter, da de formåede at fastholde et pres og sætte spillet på kanten af Jammerbugt FC feltet. Det udløste en løs bold i feltet, som lidt tilfældigt endte ved en Frem fod, der bankede bolden i nettet til 1-0. Her var Jammerbugt FC midlertidigt nede med en mand, da Nikolaj Lyngø måtte udgå med en skade.

Målet til 2-0 kom sekunder før pausefløjtet og satte en tyk streg under, at dette bare ikke var Jammerbugt FC’s dag. En høj lang bold blev sendt op ad banen fra Frem defensiven. På kanten af feltet header Glenn Rask tilbage til keeper Marcus B. Sørensen, men de to Jammerbugt spillere går fejl af hinanden og bolden ender i stedet med at hoppe ind over stregen.

Selvom Jammerbugt FC havde været ganske godt med i opgøret i de første 45 minutter, måtte de altså alligevel gå til pause 0-2 nede. Skarpheden havde ikke været der i begge målfelter.

Men der var grund til at tro på en vej tilbage i 2. halvleg. Værterne veg dog ikke og Jammerbugt FC formåede ikke at finde højeste gear og svare igen. I stedet slog Frem sejren fast ca. 10 minutter efter pausen. Et stolpeskud sprang ud til en Frem mand, som ikke tøvede med at sende den i netmaskerne til 3-0.

Dermed var kampen definitivt lukket og Jammerbugt FC måtte rejse tomhændet hjem til Nordjylland. Det betyder også at 1. pladsen i tabellen er overtaget af B 93. I hvert fald for en stund. Jammerbugt FC har nemlig stadig en udsat kamp til gode og kan dermed erobre førerpositionen tilbage, når det Skærtorsdag gælder netop den udsatte kamp. Det er mod Brabrand på udebane kl. 14.00.

Påskeprogrammet er således tæt og det glæder cheftræner Bo Zinck, der gerne vil hurtigt muligt i kamp igen ovenpå skuffelsen i Valby.

– Alt i alt er vi jo faktisk tilfredse med vores 1. halvleg. Undtaget resultatet. De scorer i en situation, hvor vi er 10 mod 11. Bolden springer til dem og bliver afrettet på vej i mål. Det er selvfølgelig et ærgerligt mål. Men vi har selv optræk til nogle ting, og vi kommer især igennem i vores venstre side og er lige ved. Så vi spiller fint og der er mange gode ting fra de første 45 minutter. Men pludselig er vi bagud 2-0 lige før pausen. Igen en ærgerlig situation. Men helt ærligt, så er vores følelse i pausen god. Vi har følelsen af at vi kan få det her vendt og at det er spørgsmål om tid. Men sådan gik det jo så ikke. Vi leverer ikke en særlig god 2. halvleg, evaluerer Bo Zinck og uddyber.

– Det er klart, at vi skal tage mange af de ting med fra 1. halvleg, men samtidig se om vi kan få spillet tingene endnu større og få mere kvalitet i det, vi gør. Og så skal vi selvfølgelig forsøge at minimere de fejl, der koster os mål. Det er nogle banale ting, der gør vi kommer bagud 2-0. Ellers er der rigtig mange tegn til gode tegn i 1. halvleg. Det skal vi tage med. Og så skal vi bare se noget andet end det i 2. halvleg, for det var bare ikke godt nok. Nu har vi heldigvis kun få dage til vi igen skal i kamp. Det er dejligt. Nu må vi koncentrere os om at komme tilbage på sporet mod Brabrand, som har gjort det virkelig godt her i starten af foråret.

Frem – Jammerbugt FC: 3-0 (2-0)
10’ 1-0 Andreas Kiel Smed, Frem
45’ 2-0 Glenn Rask, selvmål
55’ 3-0 Paul Ngongo, Frem

Jammerbugt FC: Marcus B. Sørensen – Glenn Rask (Morten U. Thomsen), Søren V. Pedersen, Nikolaj Lyngø (Simon Jensen), Mads Larsen – Sead Gavranovic, Issah Salou, Christian Rye (Anders R. Jensen), Bardhec Bytyqi – Lasse Storvang (Max Møller), Viktor Ahlmann (Emil A. Nielsen). Ikke benyttet: Ellie Gindo, Magnus Nielsen.